Rygning giver også kræft i tarm og æggestok

Rygning giver også kræft i tarm og æggestok: "Ny forskning føjer tre nye kræftsygdomme til listen over kræftformer, der med sikkerhed kan skyldes tobak. Men listen bør være endnu længere, siger en overlæge fra Kræftens Bekæmpelse."

Fra den ene Tanja til den anden...

Oktober måned er besøgenes måned... Efter Tanja P havde været på forlænget weekend hos moster Gertrud havde jeg lige et par dage til min søs Tanja kom. Hun tog af sted i lørdags og på fredag kommer mine forældre og min onkel og tante og bliver i henholdsvis en god uge og en weekend. Så det er en måned med family-action :-)

Min søs kom fredags. Og det var nu altså dejligt. Rigtig dejligt at hun kunne se mit New York og at jeg fik en chance til at vise det frem til nogen! Og jeg tror nærmest ikke der kunne være andre der så godt kunne forstå det med at holde enormt meget af et sted – så det kunne faktisk ikke være bedre. Vi skulle mødes på Penn station hvor Tanja kunne tage toget direkte til fra lufthaven – og man kan da roligt kalde det et noget forvirrende mødes-ved-toget! Det var vist en lidt løs aftale og måske ikke så genialt planlagt at ’vi da nok skulle finde hinanden’ der nok bar nøje præg af, at jeg ikke havde været på Penn Station før, kun kørt igennem. Penn Station er den mest benyttede station i USA med ca. 600.000 passagerer dagligt og bare den ene etage har 21 platforme og dermed også ca. 21 forskellige toge Tanja kunne have kommet med fra lufthavnen på den ene etage ud af tre… Om ikke andet fik Tanja da ringet til mig og fik beskeden ’Don’t move – jeg kommer og henter dig’! og jeg fik øje på en træt Tanja stå midt i det hele og vente, mens jeg snakkede med min moar i telefonen (ja – jeg har ikke ret meget fred selvom jeg er taget over på den anden side af jorden!). Vi bevægede os hjemad og fik prøvet den skønne amerikanske diner jeg har som nærmest-nabo. En rigtig amerikaner diner med læder-båse og mulighed for at spise ved disken. Måske derfor jeg havde Suzanne Vega’s ’Tom’s Diner’ på hjernen i lang tid. Men i hvert fald kan den godt anbefales!

Vi har simplethen oplevet alverden i den her uge. Man kan næsten sige hele verden. Vi har set rigtig meget på mennesker – forskellige mennesker… og er du tosset det er jo det der er propfyldt af i NY! Skønt at have en søs der i samme grad deler min sociologiske interesse. Vi har set på yderst ortodokse jøder i Williamsburg. De er nu altså efter min mening lidt skøre. Og de er mange (faktisk har jeg læst, at antallet af jøder i New York er større end antallet af jøder i Tel Aviv…) og det var os der faldt uden for. Lidt underligt at opleve – men vi må have passet utrolig ind eftersom en mand spurgte os om vi var faret vild… Men altså der var kvinder med paryk, mænd med slangekrøller og børn i ens tøj over alt. Og egentlig ville vi gerne tage nogle billeder – men det kan man bare ikke rigtig komme til, så dem vi fik, var taget i skjul med mobil-telefonen. Egentlig måske lidt dumt, man kunne jo bare have spurgt om man måtte tage et billede og man kunne vel højst få et nej. Men vi valgte altså at stå og lave bøvlede fiks-fakserier på de mest kunstfærdige måder (forestil jer lige hvor åndssvage nærmest ’uskyldigt fløjtende vi-har-ikke-gjort-noget’ vi må have set ud mens vi har prøvet at gemme at vi tog billeder…). Måske et bevis på hvor meget vi ligger under normen om at være politisk korrekte. Men vi fik da få der kunne zoomes ind på.

China Town kan man ikke (og skal man på ingen måde) undgå hvis man synes mennesker og kulturer er sjove. Vi brugte nærmest en hel dag der. Først fra den ene skrammel-butik til den næste. Tror faktisk vi så ALT skrammel der var at se. Og også gode ting jo. Og det eneste vi købte var to nøgleringe lavet af uld og to armbånd til en dollar stykket. Det tog nok 2 timer at komme så langt. Men dem er vi til gengæld også glade for.

Ellers begav vi os ud i det rigtige og den spændende del af China Town. Hvor der er vitterligt er flere kinesere end turister hvilket ikke lige frem kan siges at være tilfældet i skrammel-gaden. Og der var skønt. Boder overalt med alle tænkelige (og især utænkelige!) spiselige ting. Levende fisk. Skubtusser i store tønder, og en lille lektion fra en kinesisk kvinde om hvordan man tilbereder dem (så bare sig til hvis det bliver aktuelt – jeg ved det!) Farverige grøntsager (hvoraf jeg ikke kendte halvdelen), store krukker med alle mulige urter og tørrede ting. Det var nærmest som at være i himlen for the Grabbert Sisters. Og tid til at se på det hele og tage ca. 100 billeder! Evigt skønt.

Levende krabber... og mange af dem!

Tanja i et tempel hvor jeg fik den famøse 'Fortune': 'Intet nyt under solen. Og Tanjas lød 'I dag følger i går'. Hvis I vil have vished om fremtiden tag der hen - for enden af Canal Street i China Town!

en hel tønde med levende skrubtusser der prøver at kravle op!!

’A ride on the international Express’ i Queens blev det da også til... igen et rent og skært kinesisk og koreansk område (faktisk mindre integreret end i China Town) hvor vi fik kinesiske boller… sød dej med forskellige ting inden i. Ikke fabelagtigt, men det skal jo prøves når man sådan er på opdagelses rejse som vi var. Et kort stop ved Willets Point-Shea Stadium for at se, at der var helt dødt. Sprang området med mexicanere, italienere, peruvianere og colombianere over for de er farlige ved solnedgang. Videre til irerne der dog var lidt svære at få øje på ud over et par irske pubber for at slutte af med et enkelt glimt af en tyrker og rumæner. Det er som asiaterne skiller sig mest ud og virkede som dem der var mindst integrerede. Kinesiske (måske koreanske – hvem ved?) skilte over alt. Bilder mig oven i købet ind at der var flere steder hvor der ikke var skilte på engelsk. Men måske overdriver jeg for en gangs skyld bare en smule.

Uundgåeligt måtte vi også forbi grækerkvarteret. Det var såmænd også et ganske fint sted. Vi fandt et rigtigt græker-sted – på den forkerte måde som min søs kunne fastslå! På den kitche måde og med den forkerte musik og en tjener der pludselig ikke var så venlig da jeg sagde han lignede en tyrker. Det vidste jeg jo godt – men skulle da lige prøve om det kunne tørre hans påklistrede smil af – og det virkede! Egentlig helt unødvendigt. Men pyt.

Greek pride 0%...

SoHo! Helt sikkert et must! Og Klaus, vær du glad for at du ikke var med dine søstre i New York! Vi kom sådan ca. 500 meter ned af gaden på 3 timer. Der er et væld af skønne butikker – og jeg tror såmænd vi kiggede i hver og en! Og shoppede på livet løs. Helt fantastisk! Dog var det regnvejr – så også noget af en kold fornøjelse. Men som I kan se stopper regnvejret ikke New Yorkerne fra at shoppe og heller ikke os!

Et besøg på ’St. Nicks’ i Harlem og en anden skøn jazzklub ’Fat Cat’ blev det også til. God underholdning i form af en off Broadway musical om en gruppe der blev rock-stjerner, hvor vi hele vejen igennem skiftede mellem at grine højt og frygte at blive hevet op på scenen som de gjorde med en. Vi havde de der udsatte pladser du ved. Lidt arbejde for mit vedkommende og afholdelse af en event i FN om afsaltning af havvand, en iskold tur i Empire State Builiding, søsterhygge en masse, god mad og et enkelt glas rødvin eller to – præcis som søster hygge skal være!

Fontænen fra Venner stødte vi også på.

Og opdagede den skønneste lille café i Brooklyn med skøn street-art uden for..

Nu nyder jeg at være mig selv med mit New York og nyde hvert enkelt minut og glæde mig til mine forældre kommer om fire dage og turist-turen fortsætter.

New York i min mave...

’New York er liiiiige noget for dig – du vil elske det!’ Den sætning hørte jeg nok 100 gange inden jeg tog af sted. Sagt af forskellige mennesker hvoraf nogle måske ikke kendte mig så godt. Af studiekammerater, en veninde jeg havde i en kort overgang da jeg var teenager, min brors kæreste. Hvordan vidste de det? De vidste det før jeg selv gjorde. Det har jeg tænkt en del over i de her dage. Og er kommet frem til det der må være det rigtige svar; New York er bare så skøn at man ikke kan andet end at elske at være her. Jeg kan endnu engang kun sige, at jeg føler mig rigtig godt tilpas her og det er helt rigtigt nede i maven. Boblende og glad og alligevel helt roligt. Og mavefølelsen skal man altså ikke ignorere! Selvom det på en eller anden måde er lidt ironisk… jeg er i verdens tredje største by med over 8,2 millioner indbyggere (efter Tokio og Mexico city for dem der tænker over hvilke der er nr. 1 og 2, Anna og the Grabberts!) og mest aktive storby og jeg er bare rolig i maven. Faktisk mere rolig i maven end da jeg boede i snottede lille Aalborg. Hvor mærkeligt. Jeg går rundt og er helt rolig og veltilpas i en by hvor der tales næsten 170 sprog i byen og hvor 36 % af befolkningen er født i udlandet. En by der er hjemsted for det største jødiske fællesskab uden for Israel og den puertoricanske befolkningsgruppe i New York er den største uden for Puerto Rico, en masse italienere der emigrerede i det tidlige 20. århundrede og ligeledes en del irere (den 6 største befolkningsgruppe) med genetisk afstamning fra en irsk storkonge og derfor et karakteristisk Y-kromosom. Sært. En by med en markant forskel i indkomst; i 2005 var den gennemsnitlige indkomst for husstande i velhavergruppen 188.697 dollars, mens det for den fattigste gruppe var 9.230 dollars! En by der er blandt de sikreste byer i USA; ud af 216 byer i USA er byen nr. 197 målt på antallet af forbrydelser (omkring det samme som Provo i Utah!) og voldskriminaliteten i New York er faldet med 75 procent i de seneste tolv år! Og så er New York miljøvenlig!! På Manhattan har 75 procent af beboerne ikke bil, men til gengæld verdens største massetransportsystem og mere end 12.000 gule taxaer (så er det sgu da no wonder, at jeg ser dem over alt!) og faktisk 120.000 daglige cyklister. Se det havde jeg ikke troet alligevel. Men skønt.

Så fik I lige en hel række NY-facts der viser det er en skøn by. Og så alle mine rosende ord – nu er der da ingen der kan være i tvivl! Og så er der nok heller ikke nogen der ikke kan forstå den lille knude der er ved at samle sig i min mave. Mit visum udløber om 24 dage. Det er 576 timer. 34.560 minutter. Det er bare lige om lidt. Alt alt alt for tæt på. Så kan jeg godt love jer det er slut med at sove længe og fede den. Jeg skal suge al saft og kraft ud af de sidste 576 timer (nok 575 timer når jeg er færdig her… ). Mit visum kan ikke forlænges, så jeg skal under alle omstændigheder hjem til DK – og som den opmærksomme læser nok har opdaget har jeg ikke viet mange ord til min praktik. Der er heller ikke så meget at sige, andet end, at det vist ikke helt kan forsvares at tage tilbage til NY for det. Selvom jeg da stærkt overvejer det. 1½ måneds hyggen-rundt er da ikke at kimse af. Det er meget længe siden jeg har haft det sådan synes jeg. Jeg var også trist over at flytte fra Aalborg, men det var fordi det var trygt og velkendt og mennesker jeg holder meget af som jeg kom til at savne og fordi en æra var slut. NY er god for mig (og jeg helt sikkert også for den!), så har da også været til en samtale om endnu en praktik-plads i dag. Men faktisk var det endnu et kælder-projekt, der dog var enormt interessant og meget hyggeligt og handlede om at undervise New Yorkerne i at være mere miljøbevidste. Lige præcis det jeg gerne vil jo. Drømmer om at få folk til at være miljøbevidste og forstå hvor vigtigt det er vi passer på vores jord – faktisk vil jeg gå så vidt at sige at jeg er blevet så frelst at jeg vil citere et gammelt native American ordsprog; ’We do not inherit the earth from our ancestors, we borrow it from our children’. Dog er der lige den finesse, at den her miljøgruppe ’Time’s up New York’ bidrager ved konkret at lære folk at reparere deres cykler selv og rydde op i ’community gardens’ og lave nogle demonstrationer og cykelløb for at gøre opmærksom på at man kan cykle i New York. Men ikke mere end det. Helt sikkert et godt projekt og et projekt hvortil jeg havde ca. 100 ideer og forslag, men som om der ikke helt er akademiske udfordringer i det. Så desværre er det vist heller ikke løsningen. Måske er der ikke nogen anden end at tage hjem og så søge jobs herovre når jeg er færdig (har allerede undersøgt hvilke muligheder der er)… og jeg vælger at tro på at det nok skal lykkes helt perfekt!

Så venner… here I come (tror jeg J)! I kender mit vægelsind, håber stadig på at finde en løsning, så jeg ikke helt behøver at tage en beslutning endnu...

Amerikansk svindel med CO2-kreditter i Bolivia ifølge Greenpeace-rapport | U-landsnyt.dk

Amerikansk svindel med CO2-kreditter i Bolivia ifølge Greenpeace-rapport | U-landsnyt.dk

Shared via AddThis

Hurray for St. Nick's Jazz Pub

Så er det sket… jeg har fundet mit totalt ynglings sted i New York... tadaaa.... St. Nick's Jazz Pub i Harlem. På en dag, hvor jeg egentlig var lidt træt efter en masse dage med en del action og godt på vej til at bakke ud og blive hjemme, men tog med alligevel med bemærkningen ’Men jeg skal altså tidligt hjem så!’ Year right - der er jo helt fantastisk skønt. Jeg var der i går for første gang. Efter at have taget metroen hundred år op nord på, gået et stykke den forkerte vej, spurgt om vej kom vi på en lille nærmest helt perfekt bar vil jeg sige. Et aflangt rum med scene og toiletter bagerst i lokalet (jep – så man kunne være så heldig nærmest at stå på scenen når man kom ud fra toilettet – sociologer, tænk lige hvor upassende det er at alle bare kan se man har været på tønden!). Hele loftet var klistret til med små lyskæder med pærer i forskellige farver og alle mulige plastik-lyskæder… Flot var det. Væggene var også plasteret til med plakater og små sedler og billeder og alt muligt skrammel. SKØNT! – ja, det kommer nok ikke som den store overraskelse at jeg allerede der var helt ør af glæde. I baren stod en skøn sort, tyk mand på 50 og grinede hele tiden og lavede jokes med os og blev faktisk vores nye aller bedste ven. I baren var der bare alle slags mennesker, der alle var kommet til samme sted af én grund; for at høre skøn jazz og have en dejlig aften. Og skøn jazz – det var der i den grad! Musikere der spillede og legede og havde det skønt med musikken. En laaang jam-session hvor folk bare sprang op og spillede med og altså altså altså – jeg glemte ALT om at jeg var træt og sad bare der og nød livet uden at tænke på så meget andet. Desværre var nogen af dem der var der ikke så vilde med billeder, så tog ikke rigtig nogen – men har stærke planer om at jeg nok skal komme igen og tage nogle fede nogle. Om ikke andet skal jeg derop igen bare fordi det er genialt og fordi jeg snakkede ned nogle folk deroppe som jeg gerne vil være venner med.. De var bare sådan nogle jeg gerne vil være venner med… og helt ærligt, hvem vil ikke gerne være ven med rare jazz-musikere fra Harlem?

Da klokken slog to og andet band var ved at være færdig var jeg klog nok til at smutte hjem – så mig ned i metroen (mor og mor-Ane; midt om natten midt i Harlem… uuuuhhh!!!) sammen med mine nye tyske venner og af sted hjem i seng – jeg skulle på FN i dag og lave adgangs pas til de nye praktikanter. At jeg glemte mit stop og det og jeg troede jeg kunne skifte til ikke rigtig kørte, så jeg først var hjemme kl. tre - kvart over tre, er en helt anden snak … tosset!

Maja på St. Nick’s.. man kan godt fonemme der er hyggeligt ikk?

I forgårs var jeg i SoHo for at høre noget folk musik jeg havde set på nettet – men da vi ankom til stedet hvor det skulle være var det et asiatisk massage-sted hvor der ikke var spor af musik. Meget underligt – der må være sket en fejl et eller andet sted i systemet – for det var helt sikkert ikke min skyld! Anyways, vi fik at vide, at der var et andet lidt alternativt sted med noget musik og der tog vi da hen.. og det var hyggeligt alternativ jazz. Spillet af en tysker på 72, nogle unge tyskere og en dansk fyr, der viste sig at være bror til en jeg har gået på efterskole med. Meget skørt. Stedet var meget underligt – og ret smadret. Det var en kombination af et Yippie-musem, (deres definition var: a yippie is a hippie that has been beaten up by the cops), spillested og café. Med et stort hash-blad malet på væggen lige ved siden af ’Do not smoke’-skiltet. Meget underligt. De solgte heller ingen alkohol, men man er åbenbart velkommen til at smutte over i kiosken og købe sine øl eller hvad man nu vil have og så tage det med tilbage til spillested-cafe-museet. Det gjorde vi så, efter lige at have været på afveje på en mexicansk cafe med fantastiske nachos. Da vi så kom tilbage en pause i musikken og halv time efter og næsten alle var gået sad vi sofaen og nød vores medbragte øl. Lidt et sjovt koncept. Jeg fik en ny ven der. Farell på nok omkring de 50. Med langt sort hår, sort tøj og et tørklæde bunder rundt om panden. En Native American fra Bear Soldiers i South Dakota. Desværre har jeg glemt hans spirituelle navn – men det var noget med den ophøjede, som han havde fået ved en sprituel ceremoni (som han desværre ikke kom nærmere ind på hvad indebar..). Anyways, snakkede jeg med ham og han var enormt interessant. Han havde været med i hippiebølgen og støttede grupper som Black Panters, White Panters og han fortsatte med at remse op og nu arbejder han for at hjælpe de unge ’Native Americans’ i det amerikanske samfund. Det mest interessante var dog, at han fortalte en hel masse om hans liv i reservatet i South Dakota og gav nogle røgelsespinde jeg kunne bruge når jeg skal finde min spirituelle identitet. Samtidig inviterede han mig til en indiansk ceremoni/dansefestival de har i næste uge – så det vil jeg glæde mig rigtig meget til at slæbe min søs med til (dog kan jeg nærmest forestille mig at hun nok skal løbe i forvejen). Ellers fortsatte vi den aften på min ynglings smadrede-øl-til-2-dollars-bar sammen med vores nye tyske venner og endte endnu en gang med at komme alt for sen hjem, men bare have en helt genial sjov aften.

Toilettet på min ynglingsbar…

Ellers har jeg siden sidst oplevet at have haft besøg af Tanja P. i en hel weekend og rigtig meget hygget mig, en rigtig skøn Tina Dico- concert. Connie Hedegaard tale på Columbia University. Blive afbrudt af klimaaktivister og selv være en af dem der sad og med skjorte på og var en af de onde.. det var lidt underligt at være på det andet hold lige pludseligt…

Ellers har jeg hørt Mohammad Yusus (ham med micro-lånene) tale, været til fed, fed, fed, feeeeed MUSE/U2 koncert på Giants Stadium. En kæmpe stor oplevelse. Må da vist hellere få skrevet lidt oftere – der er så mange ting jeg gerne vil fortælle..

Coney Island er skøn, har været til danskerfest og fået flere danske venner, har klippet min lange paryk af, har brugt en HEL dag i Chinatown på at kigge på skrammel (måske en af de bedste dage i mit liv…), set Fame i bio (lad vær med det – den er piv-dårlig!)

Tanja der ser på skrammel i China-town..

Lige et par billeder af en grøn campgne, Coney Island, Central Park og Brooklyn Bridge

tusindvis af forskellige ting..

Så er der sket sådan ca. 100 ting siden sidst igen...

Den uge her har mit New York virkelig været præget af diversitet – tror det er noget af det der er indbegrebet af New York for mig…
Jeg var ude og gå en tur en aften og kom ind lige midt i fejringen af New York Philharmonic’s fødselsdag på Lincoln Center Plaza. Kæmpe stor udendørs koncert med opera der var så typisk som opera nu er. En kvindelig sangerinde med en evne til at se noget så dramatisk ud (åbenbart kendt og dygtig – men jeg kender dem altså ikke… ), en meget høj og meget meget dramatisk sang om en halskæde. På italiensk – så indholdet fik jeg ikke det store ud af. Kunne ikke lade være at tænke tilbage på en gang jeg så opera i Fredericia på italiensk om noget med en båd – og da der var gået 1½ frygtelig time troede vi det var slut – men nej.. det var bare pausen. Jeg kan så røbe vi gik!). Her var der dog et kæmpemæssigt orkester – det fangede mig til gengæld – og fik mig faktisk helt til at savne at spille i et stort orkester igen... Det var så smukt og imponerende (når damen var stille) at jeg fik gåsehud over det hele.
Fredag var jeg i byen med danskerkolonien.. eller det vil sige vi var to, senere 3 J. Vi var i Brooklyn og tussede lidt rundt fra bar til bar. Hang i baren de forskellige steder og drak øl og snakkede om dybe emner… I ved på rigtig dansker maner. Vi var også på en bar hvor man fik tilbudt pizza gratis når man bestilte øl – ikke dårligt, ikke dårligt… ærlig talt en koncept man burde gøre mere i! Jeg mødte det mest forunderlige menneske jeg længe har mødt.. en ung russer på 21 der var hentet til US for at bokse. Og det var det han levede af. Og det var det eneste han kunne… som han selv sagde, det eneste han havde lært var at bokse og slås, men egentlig ville han helst være forfatter. Det var simpelthen som en figur sprunget ud af en roman hvor han i sidste ende holder op med at slås og slå på andre og finder lykken i at skrive bøger… enormt interessant. Selvfølgelig skulle jeg diskutere hvorvidt det er moralsk rigtig eller forkert at slå på andre, men han inviterede mig ind og se en kamp en da så jeg kan se det fantastiske i det… lad os nu se om det bliver til noget – det kunne være spændende.
Lørdag var jeg ved stranden uden for Brooklyn – 1½ time i metro i en tilstand af søvnunderskud og med tømmermænd for at komme ud til bølgen blå. ’Rockaway Beach’(den fra Ramones sangen). Og det var bare hele turen værd (hørte Mads og monopolet på vejen, så det var ikke så slemt J) Det var bare en super lækker strand fyldt med surfere. Jeg snakkede lidt med to der fortalte at man kan leje skabe på stranden og købe billige boards – en god memo at have til en eventuel anden gang... Jeg købte kold organisk vandmelonsaft (det smagte bare helt forfærdeligt, men lød så godt..) og satte mig i sandet i shorts og så på surfere og andet godtfolk mens jeg tænkte at bare det var mig der var ude at surfe. Jeg skal ikke lyve – det blev da også til en lur i sandet – det gjorde det da. Og da jeg vågnede igen en time (eller 2) senere var min mobil løbet tør for strøm, så kunne ikke rigtig få fat på folk jeg havde bio-aftale med om aftenen og jeg havde ingen anelse om hvor og hvornår. Lidt dumt. Men det blevet trumfet af at da jeg stod og ventede på bussen fra stranden til metroen oplevede jeg ’Pevey’. Pevey var en stor sort mand – lidt gammel – og helt sikkert gansta’. Han havde var klædt i en mørk kakhi-farve fra top til tå. Kasket, tshirt, rapper-gangsta’ jakkesæt og sko – alt i samme kakhi-farve. Og så helt fantastisk havde han guldtænder i hele munden og på de forreste 5 i overmunden stod der skrevet ’PEVEY’ med diamanter… et bogstav på hver tand. Han stod og snakkede med en dame ved stoppestedet og læspede så meget pga. det der tandsæt at man næsten ikke kunne forstå hvad han sagde. Jeg ville så gerne tage et billede af ham – men turde altså ikke… Men håber I kan forestille jer det.
Da jeg kom ind til Manhattan mødte jeg nogle reklame folk der gav gratis billetter til en dokumentar film om bio-olie og hvordan vi kan undlade at bruge benzin og forurene - og hele film holdet var der til at fortælle om filmen rigtig fedt.. Så på en dag var jeg alene på stranden og alene i bio første gang.

Og så er der også gode nyheder fra praktikken. Jeg havde en rigtig optur-oplevelse den anden dag med en af dem vi partner med da jeg viste ham vores sol-paneler og tegnede og forklarede helt ustoppelig. Han roste mig bare til skyerne og syntes da helt sikkert jeg skal med til Liberia og sætte projektet i gang og mener at jeg skal være hans kontaktperson på projektet (og ikke Roma..) Han er penge-manden der skal betale projektet. Så det var bare rigtig rart at få lidt ros for en gangs skyld og ham må jeg hellere holde mig gode venner med.
Der er General Assembly ved FN i de her dage.. så der er bare politi over alt! Og bodygards. Og hvinende politieskorter og stooooore biler med statsoverhoveder i og bodygards der hænger ud af vinduerne. Men jeg har set Obama nede ved UN Headquarter i dag – kun 10 m. fra mig. Crazy – og oven i hatten så jeg Lars Løkke og Connie Hedegaard – jow jow der sker skam noget

Jeg har også opdaget noget ved NY der ikke er så fedt... Det er newyorkerne – de er altså svære at blive venner med. Jeg tror byen og folk her er så vant til at der kommer nye mennesker og udlændinge at man ikke er interesserede i det. De er nok mætte. De fleste jeg har snakket med er så overfladiske eller lige glade – det er svært at arbejde med. Har flere gange oplevet newyorkere der siger ’I skal gøre det og det og det og ringe til mig hvis I vil vide hvad der er fedt… ja, altså jeg tager ikke med, men kan godt fortælle jer hvad I skal’. Underligt altså. Folk er ikke uvenlige som sådan og de hjælper da også gerne hvis man spørger om vej eller noget, men ellers ikke. Jeg har heldigvis mine dansker-venner der bare er rigtig søde. Det er bare lidt skørt nogle gange at være her i NY og være sammen med danskere hele tiden.
Jeg møder heller ikke så mange mennesker jeg kunne blive venner med… Roma er ikke lige venne-potentiale og russeren jeg bor sammen med er rigtig flink men en underlig snegl der ikke siger så meget meget og snakker man med ham hører han ikke han ikke hvad man siger, men fortsætter bare selvom man svarer på et spørgsmål… meget skørt.

har faktisk søgt om endnu en praktikplads jeg kan havesamtidig ved Greenpeace, som jeg håber meget på at få..

Den her uge byder også på spændende ting – i morgen er jeg blevet inviteret til at høre Connie Hedegaard tale om Klimatopmødet og USA's deltagelse på Columbia Univeristy og torsdag står den på U2-koncert på Giants Stadium. Også ret stort.
Ville gerne tilføje nogle billeder, men kan ikke finde ud af endnu at få dem fra iphone til computer uden fil-formaten er helt skør… anyone?

på Brooklyns tage...

Så er det onsdag den 16. september og jeg ha været her i en måned og to dage. Det kan jeg ikke helt forstå. En hel måned alligevel.. Det er jo lang tid. Det føles slet ikke sådan, men det må være fordi jeg har det godt her. Kan ikke rigtig forestille mig kun at være her i 3 måneder. Jeg synes dog godt det kan gå lidt for sløvt for sig - jeg bliver præget af at der ikke er så meget at lave i praktikken. Næsten som om jeg bliver doven af at lave ingen ting... Det må jeg hellere lave om på - man kan jo ikke være i NYC og være doven..

Festen i Bronx med Yankees spillere blev sat til side for film på toppen af Brooklyns tage.. Rooftop film. Et projekt der løber hele sommeren som jeg hørte om da jeg kom herover og bestemte mig for at jeg ville med til. Det her var sidste gang. Så Mia og jeg trodsede regnvejret og drog afsted mod Brooklyn for at se en række kortfilm om Brooklyn lavet i Brooklyn... Det er bare et rigtig fedt område - der vil jeg gerne bo en gang. Vi kom ind af den her store tunge mørke dør i en gammel Can Factory og efter at have forceret lange gange og lange trapper kom vi op op taget til en masse folk der sad under paraplyer og lyttede til et ungt rockband mens de ventede på filmen skulle i gang. Det var så genialt deroppe altså.. Man kunne se ud over Brooklyn og den dag synes jeg himlen havde et ganske særligt blødt lys. Man kunne gå hen til kanten og se ned og få et lille sus i maven af at tænke på hvordan det må være at falde ned... Filmene var underholdende - især en der viste hvordan mænd af alle oprindelser i Brooklyn holder duer på tagene og kæmper om at fange hinandens og kan kende en due fra de andre 100 der går rundt på taget... Og deres argument for at vie al tid til duerne var, at 'Så holder vi os da i det mindste fra alkohol, stoffer og andre kvinder'... efter en del klapren tænder og 'skal vi gå hjem nu?' endte vi med at holde hele arrangementet ud og så til sidst en helt fantastisk dokumentar om en arabisk skole i New York der bare blev smadret helt på grund af amerikanerenes frygt for terror... Byen hvor der er offentlige skoler hvor man man har undervisning på spansk og kinesisk - men uden plads til arabisk sprog fordi de mente det ledte direkte til Intifada..

Der er noget der er specielt fedt ved New York der visesså mange dokumentarer. I søndags var jeg i bio og se 'Crude' og instruktøren var der til at præsentere filmen og svare på sprøgsmål.. det var en film og det gamle Texaco og deres olieudvinding i Ecuador der har skadet tusindvis af mennesker og øget antallet af kræfttilfælde og børn født med deformiteter. Det var helt trist altså... Nu prøver de folk der er ramt af det at lægge sag an mod Texaco og få dem til at rydde op - en sag der har stået på i 15-20 år mens Texaco nægter al ansvar for det. Alt for trist synes jeg..

Jeg har opdaget at der sker en masse på Brooklyns tage.. Der er det fedeste (tror jeg,.. har ikke set det endnu..) projekt på tage i Brooklyn der hedder Rooftop Farms. Og de har anlagt haver hvor de dyrker grøntsager og giver dem til hjemløse.. Det er sgu da smart hva... og god ide at bruge pladsen på taget. Jeg har mailet til dem om at jeg gerne vil komme og se det snart og at jeg nok gerne vil være frivillig der.. det kunne være sjovt :-)

Har faktisk i dag min første dag i NYC hvor jeg ikke har brugt penge.. Det er sgu vildt. Man købe og køber og køber altid alting. Jeg må hellere ud en tur i aften uden at bruge penge men få luft alligevel.. det burde kunne lade sig gøre.

btw. har jeg været i IKEA med en del af dansker-klubben og købt en dyne.. man sover bare bedre med dyne :-). Jeg fik også købt nogle planter og stearin-lys, så hyggen er også på plads. Ville have lagt nogle billeder med, men kan ikke helt finde ud af lægge dem fra Iphonen herover :-S.. det kommer..

Update for laaaang tid :-)

NU er det tid til opdatering herfra… Det er som om at jo længere der går mellem at jeg får skrevet desto sværere er det at få sat mig ned og skrevet. Der er sket så meget siden sidst at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal begynde..
Jeg har været her snart en måned – men det føles som meget længere. Måske fordi jeg har oplevet så meget eller måske fordi jeg virkelig godt kan lide at være her… Det føles rigtigt. Byen er jo skøn - der er bare liv og leben uden lige. Det kan også godt liiige være lidt trættende med konstant larm altså.
Jeg nåede at bo en uge hos mr. Calzone i Central Harlem. Og det er altså et fint sted... Jeg kan sgu godt lide Harlem. Jeg har oplevet sjove race-klicheer som et sort par jeg gik forbi i Central Park (hør lige mig... da jeg gik i Central Park) hvor kvinden var pænt stor. Da jeg gik forbi dem sagde kvinden 'don't check out skinny white chicks' på sådan rigtig amerikansk. Ret sjovt. Hørte også en anden mand sige, da jeg og en anden hvid pige gik forbi ham, 'i ain't gonna fuck white girls - they don't even got an ass'... Det har jeg sgu aldrig oplevet før. Jeg har flere gange hørt sorte beskylde hvide for at være racister, ved at sige, at de tager hvide først i en kø, bare fordi de er hvide! Det er simpelthen noget der kan sætte mit pis i kog, men man kan ikke gøre andet end at ryste på hovedet af det.
Jeg har været med til et seminar på Staten Island der forsøgte at hjælpe flygtninge fra Liberia hovedsaligt. I 80erne og 90erne deporterede den amerikanske regering åbenbart en masse flygtninge fra vest Afrika til Saten Island - og de lever bare i slum i dag. Mange af de unge der er født her i USA har aldrig oplevet Afrika, skolerne er dårlige, mange er afhængige af stoffer og voldsraten i det område stiger og stiger. Deres forældre tror alt er farligt fordi de bor i det område, så prøver endda at få deres børn til at blive hjemme fra skole.. Helt skørt altså.
Jeg kom derud med Mr. Calzone og gik så hvordan ildsjæle prøvede at hjælpe de unge videre. Det var bare rigtig fedt at se hvordan det fungerer i US. Det var lidt som de der ildsjæle man ser i Oprah eller Dr. Phil. 'Guys - your parents have written their book, now it is up to you to write your own book. And it can be different!' og 'I grow up here, man - amongst violence and drugs - and look at me today. I'm a succesful laywer. If I could - then you can!'. Ret fedt at opleve altså. Til det der seminar var der en masse fra alle mulige organisationer og jeg oplevede også lige hvor effektive amerikanerne er til at networke i frokostpausen. Alle gik rundt og gav hånd og snakkede i fem min og gav businesskort og så videre... Jeg nåede slet ikke at få noget at spise fordi der hele tiden var folk der liiige havde hørt hvad jeg fortalte til en anden og da liiiiige kendte en i Liberia jeg liiige skal prøve at kontakte og stak et kort i hånden på mig og forventede lidt at få et igen... Tror jeg laver nogle små pap-stykker hvor der står mit navn og nummer og email på og en eller anden opfindsom fin lang titel på den ene side og en smiley på den anden - bare for at have nogle at give igen når de står der foeventende og flagrer med en fremstrakt hånd. Men da alt kom til stykket, stod jeg med 10 business-kort i hånden, en meget overvældet hjerne, ude af stand til at skelne den ene fra den anden og med rumlende mave da frokostpausen var slut og vi hastede ud af døren fordi Calzonetti skulle til et andet møde og insisterede på i det mindste at følge mig tilbage til Manhattan.

Ud over det er jeg blevet en flittig FN-ganger og lader som om jeg har vigtige ting at tage mig til dernede – det har jeg ikke ud over at se på det konferencerum vi skal bruge til et program om en måned. Men jeg er der bare. Jeg har adgang til en masse forelæsninger og møder med mit FN-kort, så holder godt øje med hvad der sker J.
Jeg er så småt begyndt at tænke på min praktik-rapport og hvad dælen jeg dog skal gøre med den, så i dag undersøgte jeg da lige mine muligheder for at komme på biblioteket… der er 86 afdelinger af New York Public Liberary i NYC! 86 alligevel venner. Så har da også fundet de første 4 der ligger rimelig tæt på hvor jeg bor. Selvom jeg jo på en måde har masser af tid når ikke jeg arbejder fast fra 9 til 5 hver dag synes tiden alligevel at forsvinde for mig.. der er så mange ting jeg gerne vil nå, men som om jeg ikke helt har tid til at nå dem alle. Er lidt bange for, at der går uni-mode i den hvor jeg bruger en hel dag på ting der kunne have gjort hurtigere og langt mere effektivt. Det må jeg se om jeg kan slippe ud af.
Her til aften har jeg været til fernisering på et galleri der udstiller Johnny Madsens billeder… Skørt at tage til Ny Jårk og så udstiller Johnny Madsen og spiller et par sange. Selvsagt var der fyldt med danskere til den reception, men det mest spektakulære var dog Johnny Madsen og Rene Friis stå og snik-snakke sammen som nogle der kender hinanden rigtig godt – forestiller mig at de i virkeligheden er far og søn. Kan simpelthen ikke gennemskue deres forbindelse.
Ellers har jeg fundet et supermarked der importerer tyske og skandinaviske ting så købte nærmest alle de poser Katjes poter og killinger (min ynglings lakrids) de havde. Det kan altså redde alt.
Hvis nogen er kommet helt herned er det imponerende – det var en lang tankerække den her gang J. På mandag har jeg været her i en måned – det skal nok udløse lidt tanker og om ikke andet skal jeg fortælle om min weekend der so far inkluderer fest i Bronx, en tur i svømmehallen, en tur med IKEA-færgen til IKEA i Brooklyn efter rugbrøds-blanding, og en tur i bio og se Crude.

In a New York state of mind...

Hej Venner... Så sidder jeg og har afsluttet endnu en arbejdsdag hjemmefra der endnu en gang kom lige lidt for sent i gang. Startede først kl. 12 med varm kaffe, air condition tændt, tilbagelænet med benene oppe og computeren på skødet og kan egentlig styre slagets gang selv - det er på en måde ret rart. Selvom det da nogle gange kunne gavne at have en 9-17 arbejdsdag... Det her får nemt lidt karakter af projekt-arbejde eller eksamens-læsning. Det varer hele dagen men er ikke altid lige så effektivt som man kunne ønske sig.

Jeg har haft svært ved at se om jeg egentlig lærte noget i den her praktik og haft lidt svært ved at sige hvad jeg egentlig laver - men på en måde hvis jeg sætter mig ned og tænker over hvordan jeg ville beskrive det i et CV ville det nok være noget med at stå for den daglige drift af en mindre NGO, arrangere møder ved FN, behandle praktik-ansøgninger, stå for kontakten til de øvrige praktikanter og følge op på de opgaver de bliver sat i gang med. Så ser man sådan på arbejdet er det egentlig OK jo.

Min praktik kan også i høj grad siges at være meget selvstændig; vi mødes et par gange om ugen, og fra gang til gang er der forskellige opgaver der skal løses og dem kan jeg i og for sig løse hvor og når jeg vil. Det lyder jo egentlig ikk helt skidt, vel...

I går da jeg vågnede var mit humør ikke det aller bedste vist på grund af flere

ting, så valgte at bruge 4 timer på MoMa med mig selv og mit eget selskab... det var en rigtig god beslutning. Det er jo et fantastisk sted. Med alt man kunne ønske sig at se på. Især bygningen i sig selv fascinerede mig - så smuk og så perfekt til at udstille kunst. Egentlig er det kunst i sig selv.

Der var sådan en ret interessant udstilling af hvordan kinesere ikke smider ting ud, men gemmer og gemmer og genbruger - så der var udstillet sko, plasticfade, tandpastatuber, plasticplasket, gaveposer og ALT andet i lange baner en fin måde at vise hvordan de ikke er så stor en del af smid-væk-kulturen..

Også ret interessant var et rum med levende kunst, hvor besøgende kan markere deres højde på væggen og skrive navn og dato for besøg - det udvikler sig jo hele tiden. Jeg skrev også på væggen, men på grund af min så skønne middelhøjde kan det slet ikke ses - men det ER der!

Jeg synes det er rart at være sådan nogle steder alene - så kan man dvæle lige så længe man vil ved ting. I går brugte jeg rigtig lang tid på at se på de møbler de har udstillet - og har fået et væld af ideer til ting jeg skal bygge (eller få nogen til at bygge) en gang.. Da jeg havde set alt (tror jeg da) og havde to trøjer på og alligevel en iskold næse gik jeg ud i solen deres gård have og sad og fik varmen og så mennesker og satte lidt pris på livet i sig selv.

I går aftes stod den på fyraftens-cocktails på en fin glas-neon-lys-cocktail-lounge-bar arrangeret af noget dansk industri og handel - så der var et væld af slipse og spadseredragt klædte folk der networkede på en lidt mere tilbageholdende dansker-maner og drak kolde Carlsberg og en kaldte mig forræder fordi jeg drak en Heinicken - et ret underligt syn egentlig... jeg fik igen stukket visitkort i hånden (og iiihh hvor skal jeg altså også have nogle at give tilbage!) og vi følte os lidt malplacerede. Inden vi stødte på nogle andre unge der var lidt som os - ude med håb om at finde nogle venner og bare se hvad det var for noget det her. Det var faktisk ganske hyggeligt og jeg endte på en bar i SoHo med to danskere - en studrende på Columbia og en arkitektstuderende i praktik. Ganske hyggeligt faktisk. Vi har aftalt snart at drikke nogle øl igen, så det er meget rart at have nogle at være sammen med.

Der er sket så meget her i starten, at jeg helt havde glemt at det faktisk godt kan være lidt svært at lave ting alene og at man godt kan mangle nogle at være sammen med - men jeg har et par stykker der godt kunne blive til venskaber, så må hellere sørge for at holde gang i det.

I aften er der open air film i Brooklyn, og overvejer stadig om jeg invitere nogle med derned eller bare tage af sted alene... de viser vist Butch Cassidy and the Sundance Kid under Brooklyn Bridge.. det kan man næsten ikke gå glip af...

My new home..

Nu er jeg flyttet... og nu gider jeg ikke flytte mere!
Basta.
Jeg har endda pakket min kuffert ud - for første gang i to uger. Det var fantastisk rart altså :-). Dog gik det op for mig samtidig, hvor mange ting jeg troede jeg havde med, men som bare ikke er der... Må jo indrømme, at jeg konsulterede min søs og mor ret meget med pakningen inden jeg tog afsted og nu vi er ved indrømmelserne, så var det faktisk min søs der pakkede min kuffert - tak Tanja :-). Hun har lært et trick eller to ved at pakke til laaaang tid af gangen (det ligger til familien), så hun lagde sammen og rullede og ordnede og fandt huller her og der og plads til dit og dat. Nu ser jeg vist bare, at jeg var lidt for ivrig efter at blive færdig med pakningen, det er jo dødens pølse (hvem kan egentlig overhovedet lide at pakke?), så jeg hurtigt (og måske lidt for ukritisk sorterede ting fra) hvilket betyder, at jeg bliver nødt til at shoppe nogle ting herovre.. øv øv øv, og atter øv :-). Især som det er begyndt at regne og sandaler i regnvejr i NY er altså bare lige med enormt sorte fødder! Ikke synderligt charmerende at ligne en gadedreng når man går rundt og prøver at være New Yorker-smart... (Jep Mutse.. de bliver vasket hver aften (næsten da..) inden jeg går i seng...)

Jeg er ved at falde godt til på mit nye værelse der ligger midt i kampens hede. 1st av og 53rd gade (arbejdede i at finde et kort og makere det på og føje til bloggen - men nu kan jeg se, at I begndt at logge på mns hjemme i DK - så er det min sengetid, så giver op!).
Det er altså lige midt i det hele og der hvor ting sker synes jeg. Det betyder dog også at jeg nærmest er tvunget til at sove med ørepropper hver nat fordi der bare konstant kører biler op og ned af gaden.. (man må vel tage det sure med det søde - men har fundet nogle flotte pink nogle, så det opvejer lidt..)

Her er lige et par billeder af mit nye værelse...

Det første her er min arbejdsplads. Men en rigtig god stol så det kan gøres rigtig mageligt og måske endda lidt hyggeligt! - det er rigtig værdsat eftersom jeg bruger meget tid på at arbejde hjemme fra - at skrivebordet godt kunne ønskes større er der ingen tvivl om - men pyt. Her sidder jeg og har det ret godt..

Værelset er ikke så hyggeligt endnu (men læg lige mærke til, at jeg har avanceret til 2 vinduer! Now we're talking!), men har planer om i morgen at købe en blomst eller noget andet grønt og hænge nogle småting op på væggene som en pause i arbejdet, så det skal nok blive præget af mig og blive hyggeligt.

Thats it for now... I'll be back!!

UN-pas

HA - så skete det i dag... Jeg fik mit UN-pasefter en masse papirarbejde frem og tilbage (fik flere hentydninger som 'det er jo lige som i Danmark...)! Tadddaaaa - her kommer jeg verden!

Har haft to dages fladen ud og lavet afslappende turist-ting med Tanja P. og ellers arbejdet hjemme fra og prøvet at gøre det til en god praktik... jeg fortsætter med at prøve. Om ikk andet har jeg da et UN-pas :-)

Harlem... faktisk en lille oase

Lige en update herfra :-)
På onsdag skal jeg flytte fra Harlem og ind midt i kampens hede... Jeg glæder mig bare rigtig meget - det bliver mit eget lille New Yorker-eventyr. Når man ser på det boligvis tror jeg det er henad det som jeg havde forestillet mig. Mig i et værelse i en lille lejlighed midt i byen med gang i den hele tiden, gule taxaer over alt, liv og mennesker, en diner på hver hjørne, kæmpe lysaviser i alle regnbuens farver og en døgnåben kiosk som nabo :-). Skønt!

Men når alt kommer til alt er jeg vist begyndt at holde af det heroppe i Harlem. Det er faktisk et skønt sted. Der er ikke det samme stress og jag, men alligevel byen og alt omkring er døgnåbent alligevel. Dem der bor i husene omkring hvor jeg bor hilser pænt på mig, men passer ellers sig selv. Det gør alle faktisk heroppe (egentlig i det jeg har set af byen...) - der er ikke nogen der kommer efter mig :-), selvom jeg nu nok tror der bliver holdt øje med hvad der sker i nabolaget.

Her til aften (ikk senere end 11 til de bekymrede) tog jeg metroen hjem fra 'down-town' og gik de sidste 5 gader op til min gade og tog mig selv i at tænke 'her er sgu da meget dejligt'. På en måde ville jeg gerne blive heroppe.
Huset jeg bor i er helt fantastisk - det er så interessant, fyldt med en masse skønne ting (skrammel ville nogen sige...) - præcis som jeg holder af. Det er gammelt men så småt ved at blive gennemrenoveret. Et gammel stenshus, der ser ret småt ud ude fra, men åbenbarer en hel herlighed når man kommer ind. Det er virkelig sjæl og føles som om det har en historie, trapperne knirker som bare fanden, der er højt til loftet, mørkt udskåret træ overalt, et væld af walk in closets med store spejle. Jeg sidder lidt og forestiller mig hvor fantastisk det må være at lege gemmeleg her som barn.. dog er det så stort og med mærkelige små kroge at man kunne komme til at gemme sig længe (det vælger vi at se bort fra og blive i tanken om hvor spændende det kunne være som barn).

Og udlejerne - de er så søde og rare og vil virkelig gøre alt for mig og samtidig rigtig interessante mennesker, men ikke helt som jeg havde planlagt det. Jeg har allerede min Papa og Mor og har ikke brug for en erstatning (ikk' fordi der nogensinde er nogen der ville kunne erstatte dem!). Jeg synes efterhånen jeg er voksen nok til at klare mig selv (nogen er måske uenige... :-)). Her til morgen skulle jeg på arbejde (jep - på en SØNDAG!, men det er loddet som praktikant) og min udlejer insisterede på at lave morgenmad og kaffe til mig for derefter at køre mig de fem gader der er til toget. Helt utrolig venligt altså. Jeg tog imod tilbuddet eftersom jeg var ret træt efter at have været på bøsse-karaoke-bar (meget interessant altså...) med den anden unge pige der bor her i går aftes (som btw er rigtig rar, men også flytter) og kom lidt for sent hjem... Så de er faktisk så søde og venlige at det er svært at takke nej.
Her er lige nogle billeder for at give et indtryk af hvad jeg bor i et par dage endnu...

Først den evigt skønne altan der er bag huset hvor der er total ro (på nær om aftenen hvor naboen, en skør kinesisk dame, kaster vand ud af vinduet og råber noget total uforståeligt... måske fordi det er kinesisk...hmm...). Her spiser jeg gerne morgenmad og sad og læste et par timer i går. Der er endda en trappe ned til en lille bitte have hvor der er basilikum og tomater..

De næste her er stuen som jeg må bruge alt det jeg vil...

Her et billede taget fra køkkenet ud gennem stuen mod hoveddøren.. bare for at give en fornemmelse for hvor stort der er. Og det er kun en ud af 4 etager... Det næste her er i loftet mellem stuerne - fyldt med små finesser over alt (Søs, du ville elske det også..)

Har arbejdet i dag... og der er så meget at fortælle om det igen, men undlader det for at bevare den skønne stemning der er omkring huset i det her indlæg...

Så er det da vist tid til en lille opdatering her fra NY…
Der er sket en del siden sidst (på 2 dage – jep!). Jeg er flyttet ind på et værelse, været på endnu et interessant besøg hos Roma, og sagt ja til et andet værelse..
Jeg har set på nogle værelser og også flyttet ind i et af dem tirsdag aften. Først var jeg ude og se et værelse hos en russisk fyr på 1st avenue og 54th street – rigtig fint værelse og rigtig fin placering, men $1200 om måneden. Det var lige dyrt nok for mig altså. Om aftenen var jeg ude og se på et værelse hos et italiensk ægtepar der bor i et hus i Central Harlem – mr. Calzonetti (hæ hæ) og lejer værelser ud der. Jeg kom klokken syv og der stod han ude og ventede på trappen – de bor i et super interessant hu. Konen har rejst rigtig meget og arbejder i en NGO hvor hun også rejser meget og hele huset bærer præg af det. Et hus jeg ellers under andre omstændigheder ville elske. Værelset er OK med VINDUE og Air Condition og walk-in-closet! Her bor også en ung pige fra Californien. Faktisk har huset den skønneste altan og en lille bitte have fyldt med blomster og planter og 2 søde katte. Egentlig lyder det jo bare godt. – jeg skulle bare se et andet værelse en time efter. Den dag jeg var ude og se værelset var jeg træt og sulten og lidt træt af det hele og da de så pressede ret meget på dem her med værelset med at de ville køre mig hen til det næste sted og jeg skulle ringe når jeg havde set det og manden ville køre mig til mit hostel med det samme og hente mine ting med mig og i den dur endte jeg med at sige ja og flyttede så hu-hej ind tirsdag aften. De er vældig søde og spurgte om de skulle lave mad til mig eller købe ind. Bare lige lidt for meget altså! Det er lidt som om de gerne vil have deres børn tilbage – det er ikke helt det jeg er ude efter. Området er også noget lidt specielt – og endda lidt utrygt syntes jeg lige den første dag. Man kan jo ikke komme uden om at det er Harlem og at der er mange sorte og rap musik på hvert hjørne… Jeg har hørt at i Harlem er der ’a bar on every corner and a church in every block’. Det beskriver det nok meget godt altså. Men anyways – jeg har gået lidt rundt her i de to sidste dage og i går gik jeg hjem alene da det var blevet mørkt (undskyld mor!) og der var jo ingen der gjorde en kat fortræd! Det nærmeste jeg kom på at blive gjort fortræd var i går da jeg gik i Central Park (der er et ’Harlem-hjørne’)og et sort par hvor damen var rigtig stor gik forbi mig og jeg hører hende så bare sige med rigtig tyk New-Yorker dialekt ’Don’t check out white skinny chicks!’. Så jeg synes egentlig at området her er OK.
I går fik jeg så en mail fra ham den russiske fyr hvor jeg havde været ude og se på værelset om at han gerne ville leje mig værelset og jeg fik forhandlet huslejen ned til $1000, så det tager jeg helt sikkert. Og jeg kan flytte ind på onsdag – så det bliver fedt! Det er lige midt i kampens hede og i det område jeg har forelsket mig lidt i J
Det skulle jeg så fortælle Mr. Calzonetti i går aftes og det syntes han vist bare var rigtig træls – han prøvede endda at forhandle med at jeg kunne få det billigere hvis jeg ville hjælpe til i huset. Det takkede jeg pænt nej til. Han har også lige ringet i dette øjeblik og sagt, at jeg jo skal huske på, at en del af min tur her også er at opleve hvordan amerikanske familier lever og opleve andre områder og det går jeg jo glip af ved at flytte, men at han gerne vil køre mig derned på onsdag alligevel… Jeg er simpelthen bare en stjerne hos dem J.
Ellers har jeg endnu engang været hos Roma og meget interessant altså. Interessant er måske ikke den helt rette betegnelse. Jeg kom med tog som de andre gange og blev hentet af en praktikant og Roma ringede på vejen og gav os opgaver – sådan cirka det samme som sidst, dog med den variation at jeg blev bedt om at sortere 200 visitkort i alfabetisk orden – det sprang jeg så lige over J. Jeg giver det lige en uge til at komme i gang og sådan og så må jeg hellere snakke lidt med hende om mine forventninger og sådan.
Over and out for denne gang – nu skal jeg ned i solen på altanen og spise min morgenmad J

Roma, Roma, Roma… Ja – hvad er der at sige om Roma.. Egentlig ganske flink, men det var lidt en tosset oplevelse. Jeg kom med toget til South Norwalk en by der mindede skræmmende meget om Middelfart. Grønt og en hyggelig station hvor man parkerede lige uden for og egentlig ganske idyllisk. Der kom Roma og en anden praktikant så og hentede mig. Så kørte vi til Romas hus – et farligt fint sted med stort hegn ind til området og meget amerikansk søvnigt villakvarter. Anyways vi gik ind – Roma ind af hovedindgangen og vi andre ind af havedøren! Jeg blev vist rundt og så arkiveringssystemet – en hylde med plasticlommer, så papirsposen med ’officesupplies’, så hvordan man hver gang man kommer, skal stille computer, kuglepenne og post-its klar til Roma. Så satte vi os alle ved samme bord med hver vores computer og de satte mig ind i det hele. Eller det vil sige sådan meget forvirrende og ikke spor struktureret og Roma kævlede løs hele tiden mens hun smed beskeder til mig ind over uden at jeg nærmest kunne forstå de var til mig. Så sad de to andre praktikanter (to lidt forsagte piger på max. 21 år) skiftevis og tjekkede mails og skrev mails hun dikterede dem. Meget underligt altså. Mens jeg læste om et egentlig ret interessant projekt de (vi..:-)) er ved at lave i Liberia om ’solar cooking stoves’ skrev jeg to mails som hun dikterede selvom hun sad foran en computer selv – enormt provokerende for mig!
Jeg må indrømme at mens jeg sad der fik jeg ikke det bedste indtryk af det hele, men projektet i Liberia med ’bærbare’ komfurer der udelukkende bruger solenergi kunne godt blive til noget spændende hvor jeg kommer på banen, hvis jeg tager initiativ selv. Måske komme med til Liberia og se projektet – hvis jeg altså kan finde nogen der vil betale. Organisationen har ikke en gang råd til et kontor, så der er intet at hente der. Jeg har helt glemt det vigtigste – organisationen ’hoster’ konferencer og møder i UN-Headquarters og der er et på banen allerede 12. Oktober og jeg får et UN-adgangskort der varer året ud. Ved ikke helt hvad jeg får lov til med det, men ved da at det bliver en del af min daglige udsmykning – Gertrud med UN-kort! Første skridt på vejen. Anyways vores møde varede 1½ time – da det var slut gik Roma oven på og vi ryddede op og gik igen ud af havedøren og den ene praktikant kørte mig til toget. Det er vel at mærke en togtur der tager en time hver vej for 1½ times møde. Hende Roma er sgu en underlig snegl – vi talte om jeg talte tysk, hvilket hun så også gør og vi talte sammen på tysk hvortil hun med sin forfærdelig tykke amerikaner-accent siger til mig at ’du sprechen (ja sprechEN) ja ok deutsch’. Og jeg tænkte bare ’ppff… her er da i hvert fald noget jeg er bedre til end hende!’ Jeg skal derop (til Connetticut) igen på onsdag og på søndag og i mellemtiden skal jeg lave noget research på forskellige ting hjemmefra. Så det er åbenbart meget op til mig selv at få det til at blive godt. I går aftes skrev jeg på tusind værelser og lejligheder og sad og hang med hovedet over det – men det gav faktisk det resultat at jeg skal se på tre værelser i dag. Ud til mr. Calzone (der ikke var hjemme sidst), se et bofællesskab for 5 unge der ligger super centralt med koster $150 mere end mit egentlig max og så se et tredje værelse der er fremleje for en måned. Så mon ikke noget af det kan bruges.
Jeg har virkelig meget lyst til at flytte ud at det her værelse på hostellet – der er i princippet et vindue, men 20 cm på den anden side er der en mur – så der kommer aldrig lys ind heller aldrig rigtig frisk luft – kun fra air conditionen. Det er ikke holdbart i længden. Jeg vender tilbage – forhåbentlig med den glade nyhed at jeg har fået et sted at bo…
Læg lige mærke til hvor mørkt der er uden for vinduet selvom det faktisk er halv ni om morgenen..

Søndag = hviledag… Hviledag i New York? I dag har jeg igen og igen hørt Frank Sinatra synge ’I want to wake up in the city that never sleeps’. For sover, det gør den da slet ikke, selvom man er tvunget til at sætte farten ned fordi her er så varmt. Så varmt at sol-elskende jeg for en gangs skyld søger skyggen. 33 grader (et eller andet skørt højt i de der mærkelige Fahrenheit grader de bruger herovre!) og ingen vind men en masse trafik – så er det altså varmt. Jeg har endog meget spektakulært set mennesker der lægger sig ned på gaden foran riste der lukker kold luft ud. Jo – jeg havde det varmt og ville da give min højre arm for en svømmetur i Vesterhavet, men ikke så varmt! Okay – det var måske kun 2 mænd der gjorde det og de var måske lidt forhutlede i forvejen, men alligevel! Anyways (kan bare hardly huske at tale dansk efter 2 dage i NY J), varmen fylder en del. Lige nu sidder jeg på Starbucks og drikker Caffe Latte og her er fyret op for Air Condition og piv koldt så på med cardigan og tørklæde (jeg synes de overdriver lidt med det Air Condition!).

Men back til at byen ikke sover; alt er jo åbent og lige nu er det gået op for mig, at jeg har været udenfor i syv timer og kan ikke komme i tanke om et eneste tidspunkt hvor der har været stille. Godt nok var der larm på Boulevarden i Aalborg, men NY trumfer godt nok her. Jeg gik gennem Madison Sqare Park hvor en eller anden indisk mærkedag blev fejret til den helt store guldmedalje, så der var Bollywood-hits, farvestrålende sari’er og Apu-accent over alt. Derfra gik jeg mod ’Bryant Park’ og ’New York Public Liberary’ (hvor jeg sad ude i parken og skypede med moar og søs) og lige pludselig er jeg havnet midt i en eller anden kæmpe demonstration for eller mod et eller andet jeg slet ikke nåede at opfatte. Derefter sushi med Mia (hold da op det billigt herovre!) og så videre ud i verden i mine egne tanker. Jeg er ikke altid helt med på hvor jeg er på trods af logikken i gaderne og pludselig stod jeg foran Empire State Building – der kan man bare se altså! Kæmpe stor jo! Efter det ene ’novra’ efter det andet gik jeg videre med næsen i min ’Lonely Planet’ der allerede er godt slidt (tak klaus og Tanja) og tænker jeg gerne vil finde ’Flatiron Building’ (den der trekantede man altid ser fra NY) og ser op og vupti der var den. Der er virkelig alle de ting man har set og hørt om på hvert andet gadehjørne. Ret stort altså!

I morgen skal jeg møde Roma – er spændt på om hun virkelig er som jeg har forestillet mig – if so, så goodbye venner! Men for at det ikke skal være løgn glæder jeg mig. Jep – det er sgu rigtigt! En weekend uden så meget andet selskab end min computer og tilfældige morgenmads-bekendtskaber kan godt blive lidt lang! Så jeg har planer om at det bliver godt og spændende i morgen og hun er sgu nok flink (og hvis ikke ’kan de alle sammen i princippet rende mig i røven!’ som min kære bro’ siger). Helt sikkert jeg vender tilbage med en up-date i morgen om hvordan hun er eftersom I er mange der har lagt øre til mine bekymringer om hvordan hun er!
Bolig er der ikke noget af endnu selvom jeg nok har sendt tusind mails i dag! Men i morgen lykkes det nok! Kryds fingre for mig.

Figurer uden for UN (læg lige mærke til, at jeg er med på billedet... wow for en feature!)

Wow! Gertrud har en blog...

Så er det simplethen sket... jeg har en blog. Med et fancy navn. 'Gertruds New York blog'. Hverken mere eller mindre. Jeg har altid haft et lidt underligt forhold til blogs. En side hvor folk kan skrive spalte op og ned. Jeg har faktisk altid tænkt på hvad pokker folk dog skriver i de laaaange blogs. Men måske forstår jeg det nu. Måske kan jeg se det smarte i det nu efter at have overvejet det en del. Det er jo smart fordi jeg er her og I er der. Smart fordi jeg selv ikke er specielt begejstret for 'fælles-rejse-mails' fra folk der er ude at rejse om at nu har de oplevet det og det og det. Dem har jeg ikke lyst til at skrive (specielt fordi hvis I er som mig, så er det kun min moar og faar der troskyldigt læser dem fra ende til anden), men vil jo alligevel gerne fortælle om mine spændende oplevelser her i New York. Ergo må den smarte løsning være en blog - så kan I selv gp ind og se hvad der sker, når I har brug for tidsfordriv eller kommer til at tænke på hvordan det mon går mig og hvad jeg laver i New York og

tadaaaaaa... her kommer den så :-)

Først må jeg hellere lige skrive at jeg nu forstår hvad folk skriver i blogs - jeg har jo lige brugt 11 linier på at forklare hvorfor jeg skriver det her.

I dag er det min første hele dag i New York - og venner det er settled; jeg kommer ikke hjem igen! Her er jo skønt! Her er stort og flot og facinerende for en lille dansker lige taget afsted fra Aalborg. Jeg har taget mig selv flere gange i dag i at se op mod himlen og prøve at gætte hvor mange etager der er i de kæææmpe skyskrabere. Og det er mange kan jeg godt sige jer venner!

Det var den længste rejse herover uden nærmest at tale med andre end dem i tolden (de var til gengæld også rigtig flinke!). Turen fra lufthavnen og indtil byen i en shuttlebus var dog facinerende. For det første var der nok 8 nationaliteter i den lille bus der alle sammen var på vej til at opleve NY. Jeg sad bare for mig selv og gloede ud af vinduet og suede intryk til mig. Mest af alt lagde jeg mærke til at vi styrede direkte mod Empire State Building - der gik det op for mig. 'Gertrud - du er i New York'. Og det var en rar og spænt følelse. Tror alle mine bekymringer og al min skræk hjemme har været godt givet ud - kvoten er opbrugt, så nu er det bae spændende!

I går var jeg ude for at se på et værelse i det sydlige Harlem (hos mr. Calzone hæ hæ). Eller det vil sige det var jeg ikke - jeg sad på trappen uden for og ventede... og ventede.. og ventede. Men de åbnede ikke og det telefonnummer jeg havde fået virkede ikke. Så jeg sad bare der på trappen blandt en masse store negere i wife-beaters med cappen lidt på skrå der hørte høj musik og opfattede lige pludselig at jeg var den eneste hvide. En ret underlig følelse. Først blev jeg nok lidt betænkelig indtil jeg dunkede mig selv i hovedet med at det var lyst, kl 7 om aftenen, og ingen havde jo gjort mig noget på vej derhen, og så var det egentlig OK. Oven i det var jg så træt efter rejsen at enhver der havde kommet hen til mig og villet noget bare havde fået et 'pil af - jeg er træt', så jeg var sikker :-).
Der oppe fra gik hjemad - et smut gennem Central Park (hør lige mig være New Yorker agtig!). Stor var den da og fyldt med mennesker. Men med en kæmpe møg-beskidt sø fyldt med alger og andemad... ikk noget yderligere kønt syn altså. Derfra traskede jeg (nok 70 gader!) mod mit hostel (som i øvrigt er gode til at manipulere med billederne på deres hjemmeside - for det er da ikk heeelt den standard jeg så på nettet, men godt nok), købte et pizza-slice og hoppede ind i en taxa og så hjem på hovedet i seng efter jeg havde stået og kølet ned foran air-conditionen!

I dag har jeg set på et værelse også. Efter at have spist morgenmad med to piger fra Århus (!) gik jeg op til der hvor værelset lå. Fed beliggenhed, meeeen værelset var ikke helt som håbet, så det er nok nejtak. Desværre. Vil ellers gerne have det på plads. Og bagefter var det på tur i byen on my own.
Og nu kommer jeg så til det jeg egentlig gerne ville fortælle. Jeg har fået min første NY-ven i dag! Andrew Baker - en neger med kæmpe micofon-hår! Han spurgte mig på gaden 'hvorfor kun europæere farvede deres hår som mit' og så fulgtes vi lidt hen ad gaden og snakkede om det og han gav mig email, webpage og telefonnummer og sagde jeg bare kunne give lyd fra mig hvis jeg ville (er ikke sikker på jeg gør det, men sejt at have muligheden :-).)
Derefter købte jeg en iskaffe og gik ind i Madison Sq. Park (fyldt med egern over alt) og på Grand Central Terminal (Nok den største station jeg nogen sinde har set) og satte kursen mod UN! Og hold nu kæft! Wow. Jeg så det og tænkte 'Der skal jeg ¨helt sikkert arbejde engang'. Det ville være det ultimative. Og mens jeg sad der i solen med åben mund og polypper (ja - blev lidt tør i munden) kunne jeg kun se linien fra Romas (min chef) mail 'Attending Relevant UNmeetings' som en af mine arbejdsopgaver. Man har vel lov at håbe på, at jeg kommer derind engang uden at skulle bruge 'visitors-entrance'. Jeg var inde i dag og ville have en rundtur og ser et skilt 'Please leave big bags here - take out all valuables og spørger så vagten om det er sikkert nok at lade min bærbare blive i tasken på deres hylder, hvortil han svarer 'This is the UN. It might be the safest place in the world!'. Nååårh jo.. okay så :-) - lidt dumt spørgsmål!

Ikke mere plidder pladder herfra - jeg skal ringe til min moar og faar og fortælle jeg har det godt. Men bare rolig - jeg er da vist blevet fortaler for blogs, så skal nok vende tilbage :-). ¨