onsdag den 24. marts 2010
torsdag den 11. marts 2010
I can block out the present and the past now
I know by now you think I should have straightened myself out
Thank you, drop dead
Oh, something is squeezing my skull
Something I can barely describe
There is no love in modern life
I'm doing very well
It's a miracle I've even made it this far
The motion of taxis excite me
Will you peel it back and bite me?
Oh, something is squeezing my skull
Something I can barely describe
There is no hope in modern life
Oh, something is squeezing my skull
Something I can't fight
No true friends in modern life
fredag den 29. januar 2010
take me to where you are...
Who can say for certain
Maybe you're still here
I feel you all around me
Your are memories so clear
Deep in the stillness
I can hear you speak
You're still an inspiration
Can it be
That you are mine
Forever love
And you are watching over me from up above
Fly me up to where you are
Beyond the distant star
I wish upon tonight
To see you smile
If only for a while to know your there
A breath away is not far
To where you are
Are you gently sleeping
Here inside my dream
And isn't faith believing
All power can't be seen
As my heart holds you
Just one beat away
I cherish all you gave me
Everyday
Cause you are mine
Forever love
Watching me from up above
And I believe
That angels breath
And that love will live on and never leave
Fly me up to where you are
Beyond the distant star
I wish upon tonight
To see you smile
If only for a while
To know your there
A breath away is not far
To where you are
I know you're there
A breath away is not far
To where you are
tirsdag den 29. december 2009
Rygning giver også kræft i tarm og æggestok
mandag den 19. oktober 2009
Fra den ene Tanja til den anden...
Min søs kom fredags. Og det var nu altså dejligt. Rigtig dejligt at hun kunne se mit New York og at jeg fik en chance til at vise det frem til nogen! Og jeg tror nærmest ikke der kunne være andre der så godt kunne forstå det med at holde enormt meget af et sted – så det kunne faktisk ikke være bedre. Vi skulle mødes på Penn station hvor Tanja kunne tage toget direkte til fra lufthaven – og man kan da roligt kalde det et noget forvirrende mødes-ved-toget! Det var vist en lidt løs aftale og måske ikke så genialt planlagt at ’vi da nok skulle finde hinanden’ der nok bar nøje præg af, at jeg ikke havde været på Penn Station før, kun kørt igennem. Penn Station er den mest benyttede station i USA med ca. 600.000 passagerer dagligt og bare den ene etage har 21 platforme og dermed også ca. 21 forskellige toge Tanja kunne have kommet med fra lufthavnen på den ene etage ud af tre… Om ikke andet fik Tanja da ringet til mig og fik beskeden ’Don’t move – jeg kommer og henter dig’! og jeg fik øje på en træt Tanja stå midt i det hele og vente, mens jeg snakkede med min moar i telefonen (ja – jeg har ikke ret meget fred selvom jeg er taget over på den anden side af jorden!). Vi bevægede os hjemad og fik prøvet den skønne amerikanske diner jeg har som nærmest-nabo. En rigtig amerikaner diner med læder-båse og mulighed for at spise ved disken. Måske derfor jeg havde Suzanne Vega’s ’Tom’s Diner’ på hjernen i lang tid. Men i hvert fald kan den godt anbefales!
Vi har simplethen oplevet alverden i den her uge. Man kan næsten sige hele verden. Vi har set rigtig meget på mennesker – forskellige mennesker… og er du tosset det er jo det der er propfyldt af i NY! Skønt at have en søs der i samme grad deler min sociologiske interesse. Vi har set på yderst ortodokse jøder i Williamsburg. De er nu altså efter min mening lidt skøre. Og de er mange (faktisk har jeg læst, at antallet af jøder i New York er større end antallet af jøder i Tel Aviv…) og det var os der faldt uden for. Lidt underligt at opleve – men vi må have passet utrolig ind eftersom en mand spurgte os om vi var faret vild… Men altså der var kvinder med paryk, mænd med slangekrøller og børn i ens tøj over alt. Og egentlig ville vi gerne tage nogle billeder – men det kan man bare ikke rigtig komme til, så dem vi fik, var taget i skjul med mobil-telefonen. Egentlig måske lidt dumt, man kunne jo bare have spurgt om man måtte tage et billede og man kunne vel højst få et nej. Men vi valgte altså at stå og lave bøvlede fiks-fakserier på de mest kunstfærdige måder (forestil jer lige hvor åndssvage nærmest ’uskyldigt fløjtende vi-har-ikke-gjort-noget’ vi må have set ud mens vi har prøvet at gemme at vi tog billeder…). Måske et bevis på hvor meget vi ligger under normen om at være politisk korrekte. Men vi fik da få der kunne zoomes ind på.
China Town kan man ikke (og skal man på ingen måde) undgå hvis man synes mennesker og kulturer er sjove. Vi brugte nærmest en hel dag der. Først fra den ene skrammel-butik til den næste. Tror faktisk vi så ALT skrammel der var at se. Og også gode ting jo. Og det eneste vi købte var to nøgleringe lavet af uld og to armbånd til en dollar stykket. Det tog nok 2 timer at komme så langt. Men dem er vi til gengæld også glade for.
Ellers begav vi os ud i det rigtige og den spændende del af China Town. Hvor der er vitterligt er flere kinesere end turister hvilket ikke lige frem kan siges at være tilfældet i skrammel-gaden. Og der var skønt. Boder overalt med alle tænkelige (og især utænkelige!) spiselige ting. Levende fisk. Skubtusser i store tønder, og en lille lektion fra en kinesisk kvinde om hvordan man tilbereder dem (så bare sig til hvis det bliver aktuelt – jeg ved det!) Farverige grøntsager (hvoraf jeg ikke kendte halvdelen), store krukker med alle mulige urter og tørrede ting. Det var nærmest som at være i himlen for the Grabbert Sisters. Og tid til at se på det hele og tage ca. 100 billeder! Evigt skønt.
Levende krabber... og mange af dem!
en hel tønde med levende skrubtusser der prøver at kravle op!!
’A ride on the international Express’ i Queens blev det da også til... igen et rent og skært kinesisk og koreansk område (faktisk mindre integreret end i China Town) hvor vi fik kinesiske boller… sød dej med forskellige ting inden i. Ikke fabelagtigt, men det skal jo prøves når man sådan er på opdagelses rejse som vi var. Et kort stop ved Willets Point-Shea Stadium for at se, at der var helt dødt. Sprang området med mexicanere, italienere, peruvianere og colombianere over for de er farlige ved solnedgang. Videre til irerne der dog var lidt svære at få øje på ud over et par irske pubber for at slutte af med et enkelt glimt af en tyrker og rumæner. Det er som asiaterne skiller sig mest ud og virkede som dem der var mindst integrerede. Kinesiske (måske koreanske – hvem ved?) skilte over alt. Bilder mig oven i købet ind at der var flere steder hvor der ikke var skilte på engelsk. Men måske overdriver jeg for en gangs skyld bare en smule.
Uundgåeligt måtte vi også forbi grækerkvarteret. Det var såmænd også et ganske fint sted. Vi fandt et rigtigt græker-sted – på den forkerte måde som min søs kunne fastslå! På den kitche måde og med den forkerte musik og en tjener der pludselig ikke var så venlig da jeg sagde han lignede en tyrker. Det vidste jeg jo godt – men skulle da lige prøve om det kunne tørre hans påklistrede smil af – og det virkede! Egentlig helt unødvendigt. Men pyt.
Greek pride 0%...
SoHo! Helt sikkert et must! Og Klaus, vær du glad for at du ikke var med dine søstre i New York! Vi kom sådan ca. 500 meter ned af gaden på 3 timer. Der er et væld af skønne butikker – og jeg tror såmænd vi kiggede i hver og en! Og shoppede på livet løs. Helt fantastisk! Dog var det regnvejr – så også noget af en kold fornøjelse. Men som I kan se stopper regnvejret ikke New Yorkerne fra at shoppe og heller ikke os!
Et besøg på ’St. Nicks’ i Harlem og en anden skøn jazzklub ’Fat Cat’ blev det også til. God underholdning i form af en off Broadway musical om en gruppe der blev rock-stjerner, hvor vi hele vejen igennem skiftede mellem at grine højt og frygte at blive hevet op på scenen som de gjorde med en. Vi havde de der udsatte pladser du ved. Lidt arbejde for mit vedkommende og afholdelse af en event i FN om afsaltning af havvand, en iskold tur i Empire State Builiding, søsterhygge en masse, god mad og et enkelt glas rødvin eller to – præcis som søster hygge skal være!
Fontænen fra Venner stødte vi også på.
Og opdagede den skønneste lille café i Brooklyn med skøn street-art uden for..
Nu nyder jeg at være mig selv med mit New York og nyde hvert enkelt minut og glæde mig til mine forældre kommer om fire dage og turist-turen fortsætter.
New York i min mave...
’New York er liiiiige noget for dig – du vil elske det!’ Den sætning hørte jeg nok 100 gange inden jeg tog af sted. Sagt af forskellige mennesker hvoraf nogle måske ikke kendte mig så godt. Af studiekammerater, en veninde jeg havde i en kort overgang da jeg var teenager, min brors kæreste. Hvordan vidste de det? De vidste det før jeg selv gjorde. Det har jeg tænkt en del over i de her dage. Og er kommet frem til det der må være det rigtige svar; New York er bare så skøn at man ikke kan andet end at elske at være her. Jeg kan endnu engang kun sige, at jeg føler mig rigtig godt tilpas her og det er helt rigtigt nede i maven. Boblende og glad og alligevel helt roligt. Og mavefølelsen skal man altså ikke ignorere! Selvom det på en eller anden måde er lidt ironisk… jeg er i verdens tredje største by med over 8,2 millioner indbyggere (efter Tokio og Mexico city for dem der tænker over hvilke der er nr. 1 og 2, Anna og the Grabberts!) og mest aktive storby og jeg er bare rolig i maven. Faktisk mere rolig i maven end da jeg boede i snottede lille Aalborg. Hvor mærkeligt. Jeg går rundt og er helt rolig og veltilpas i en by hvor der tales næsten 170 sprog i byen og hvor 36 % af befolkningen er født i udlandet. En by der er hjemsted for det største jødiske fællesskab uden for Israel og den puertoricanske befolkningsgruppe i New York er den største uden for Puerto Rico, en masse italienere der emigrerede i det tidlige 20. århundrede og ligeledes en del irere (den 6 største befolkningsgruppe) med genetisk afstamning fra en irsk storkonge og derfor et karakteristisk Y-kromosom. Sært. En by med en markant forskel i indkomst; i 2005 var den gennemsnitlige indkomst for husstande i velhavergruppen 188.697 dollars, mens det for den fattigste gruppe var 9.230 dollars! En by der er blandt de sikreste byer i USA; ud af 216 byer i USA er byen nr. 197 målt på antallet af forbrydelser (omkring det samme som Provo i Utah!) og voldskriminaliteten i New York er faldet med 75 procent i de seneste tolv år! Og så er New York miljøvenlig!! På Manhattan har 75 procent af beboerne ikke bil, men til gengæld verdens største massetransportsystem og mere end 12.000 gule taxaer (så er det sgu da no wonder, at jeg ser dem over alt!) og faktisk 120.000 daglige cyklister. Se det havde jeg ikke troet alligevel. Men skønt.
Så fik I lige en hel række NY-facts der viser det er en skøn by. Og så alle mine rosende ord – nu er der da ingen der kan være i tvivl! Og så er der nok heller ikke nogen der ikke kan forstå den lille knude der er ved at samle sig i min mave. Mit visum udløber om 24 dage. Det er 576 timer. 34.560 minutter. Det er bare lige om lidt. Alt alt alt for tæt på. Så kan jeg godt love jer det er slut med at sove længe og fede den. Jeg skal suge al saft og kraft ud af de sidste 576 timer (nok 575 timer når jeg er færdig her… ). Mit visum kan ikke forlænges, så jeg skal under alle omstændigheder hjem til DK – og som den opmærksomme læser nok har opdaget har jeg ikke viet mange ord til min praktik. Der er heller ikke så meget at sige, andet end, at det vist ikke helt kan forsvares at tage tilbage til NY for det. Selvom jeg da stærkt overvejer det. 1½ måneds hyggen-rundt er da ikke at kimse af. Det er meget længe siden jeg har haft det sådan synes jeg. Jeg var også trist over at flytte fra Aalborg, men det var fordi det var trygt og velkendt og mennesker jeg holder meget af som jeg kom til at savne og fordi en æra var slut. NY er god for mig (og jeg helt sikkert også for den!), så har da også været til en samtale om endnu en praktik-plads i dag. Men faktisk var det endnu et kælder-projekt, der dog var enormt interessant og meget hyggeligt og handlede om at undervise New Yorkerne i at være mere miljøbevidste. Lige præcis det jeg gerne vil jo. Drømmer om at få folk til at være miljøbevidste og forstå hvor vigtigt det er vi passer på vores jord – faktisk vil jeg gå så vidt at sige at jeg er blevet så frelst at jeg vil citere et gammelt native American ordsprog; ’We do not inherit the earth from our ancestors, we borrow it from our children’. Dog er der lige den finesse, at den her miljøgruppe ’Time’s up New York’ bidrager ved konkret at lære folk at reparere deres cykler selv og rydde op i ’community gardens’ og lave nogle demonstrationer og cykelløb for at gøre opmærksom på at man kan cykle i New York. Men ikke mere end det. Helt sikkert et godt projekt og et projekt hvortil jeg havde ca. 100 ideer og forslag, men som om der ikke helt er akademiske udfordringer i det. Så desværre er det vist heller ikke løsningen. Måske er der ikke nogen anden end at tage hjem og så søge jobs herovre når jeg er færdig (har allerede undersøgt hvilke muligheder der er)… og jeg vælger at tro på at det nok skal lykkes helt perfekt!
Så venner… here I come (tror jeg J)! I kender mit vægelsind, håber stadig på at finde en løsning, så jeg ikke helt behøver at tage en beslutning endnu...
.jpg)
