Fra den ene Tanja til den anden...

Oktober måned er besøgenes måned... Efter Tanja P havde været på forlænget weekend hos moster Gertrud havde jeg lige et par dage til min søs Tanja kom. Hun tog af sted i lørdags og på fredag kommer mine forældre og min onkel og tante og bliver i henholdsvis en god uge og en weekend. Så det er en måned med family-action :-)

Min søs kom fredags. Og det var nu altså dejligt. Rigtig dejligt at hun kunne se mit New York og at jeg fik en chance til at vise det frem til nogen! Og jeg tror nærmest ikke der kunne være andre der så godt kunne forstå det med at holde enormt meget af et sted – så det kunne faktisk ikke være bedre. Vi skulle mødes på Penn station hvor Tanja kunne tage toget direkte til fra lufthaven – og man kan da roligt kalde det et noget forvirrende mødes-ved-toget! Det var vist en lidt løs aftale og måske ikke så genialt planlagt at ’vi da nok skulle finde hinanden’ der nok bar nøje præg af, at jeg ikke havde været på Penn Station før, kun kørt igennem. Penn Station er den mest benyttede station i USA med ca. 600.000 passagerer dagligt og bare den ene etage har 21 platforme og dermed også ca. 21 forskellige toge Tanja kunne have kommet med fra lufthavnen på den ene etage ud af tre… Om ikke andet fik Tanja da ringet til mig og fik beskeden ’Don’t move – jeg kommer og henter dig’! og jeg fik øje på en træt Tanja stå midt i det hele og vente, mens jeg snakkede med min moar i telefonen (ja – jeg har ikke ret meget fred selvom jeg er taget over på den anden side af jorden!). Vi bevægede os hjemad og fik prøvet den skønne amerikanske diner jeg har som nærmest-nabo. En rigtig amerikaner diner med læder-båse og mulighed for at spise ved disken. Måske derfor jeg havde Suzanne Vega’s ’Tom’s Diner’ på hjernen i lang tid. Men i hvert fald kan den godt anbefales!

Vi har simplethen oplevet alverden i den her uge. Man kan næsten sige hele verden. Vi har set rigtig meget på mennesker – forskellige mennesker… og er du tosset det er jo det der er propfyldt af i NY! Skønt at have en søs der i samme grad deler min sociologiske interesse. Vi har set på yderst ortodokse jøder i Williamsburg. De er nu altså efter min mening lidt skøre. Og de er mange (faktisk har jeg læst, at antallet af jøder i New York er større end antallet af jøder i Tel Aviv…) og det var os der faldt uden for. Lidt underligt at opleve – men vi må have passet utrolig ind eftersom en mand spurgte os om vi var faret vild… Men altså der var kvinder med paryk, mænd med slangekrøller og børn i ens tøj over alt. Og egentlig ville vi gerne tage nogle billeder – men det kan man bare ikke rigtig komme til, så dem vi fik, var taget i skjul med mobil-telefonen. Egentlig måske lidt dumt, man kunne jo bare have spurgt om man måtte tage et billede og man kunne vel højst få et nej. Men vi valgte altså at stå og lave bøvlede fiks-fakserier på de mest kunstfærdige måder (forestil jer lige hvor åndssvage nærmest ’uskyldigt fløjtende vi-har-ikke-gjort-noget’ vi må have set ud mens vi har prøvet at gemme at vi tog billeder…). Måske et bevis på hvor meget vi ligger under normen om at være politisk korrekte. Men vi fik da få der kunne zoomes ind på.

China Town kan man ikke (og skal man på ingen måde) undgå hvis man synes mennesker og kulturer er sjove. Vi brugte nærmest en hel dag der. Først fra den ene skrammel-butik til den næste. Tror faktisk vi så ALT skrammel der var at se. Og også gode ting jo. Og det eneste vi købte var to nøgleringe lavet af uld og to armbånd til en dollar stykket. Det tog nok 2 timer at komme så langt. Men dem er vi til gengæld også glade for.

Ellers begav vi os ud i det rigtige og den spændende del af China Town. Hvor der er vitterligt er flere kinesere end turister hvilket ikke lige frem kan siges at være tilfældet i skrammel-gaden. Og der var skønt. Boder overalt med alle tænkelige (og især utænkelige!) spiselige ting. Levende fisk. Skubtusser i store tønder, og en lille lektion fra en kinesisk kvinde om hvordan man tilbereder dem (så bare sig til hvis det bliver aktuelt – jeg ved det!) Farverige grøntsager (hvoraf jeg ikke kendte halvdelen), store krukker med alle mulige urter og tørrede ting. Det var nærmest som at være i himlen for the Grabbert Sisters. Og tid til at se på det hele og tage ca. 100 billeder! Evigt skønt.

Levende krabber... og mange af dem!

Tanja i et tempel hvor jeg fik den famøse 'Fortune': 'Intet nyt under solen. Og Tanjas lød 'I dag følger i går'. Hvis I vil have vished om fremtiden tag der hen - for enden af Canal Street i China Town!

en hel tønde med levende skrubtusser der prøver at kravle op!!

’A ride on the international Express’ i Queens blev det da også til... igen et rent og skært kinesisk og koreansk område (faktisk mindre integreret end i China Town) hvor vi fik kinesiske boller… sød dej med forskellige ting inden i. Ikke fabelagtigt, men det skal jo prøves når man sådan er på opdagelses rejse som vi var. Et kort stop ved Willets Point-Shea Stadium for at se, at der var helt dødt. Sprang området med mexicanere, italienere, peruvianere og colombianere over for de er farlige ved solnedgang. Videre til irerne der dog var lidt svære at få øje på ud over et par irske pubber for at slutte af med et enkelt glimt af en tyrker og rumæner. Det er som asiaterne skiller sig mest ud og virkede som dem der var mindst integrerede. Kinesiske (måske koreanske – hvem ved?) skilte over alt. Bilder mig oven i købet ind at der var flere steder hvor der ikke var skilte på engelsk. Men måske overdriver jeg for en gangs skyld bare en smule.

Uundgåeligt måtte vi også forbi grækerkvarteret. Det var såmænd også et ganske fint sted. Vi fandt et rigtigt græker-sted – på den forkerte måde som min søs kunne fastslå! På den kitche måde og med den forkerte musik og en tjener der pludselig ikke var så venlig da jeg sagde han lignede en tyrker. Det vidste jeg jo godt – men skulle da lige prøve om det kunne tørre hans påklistrede smil af – og det virkede! Egentlig helt unødvendigt. Men pyt.

Greek pride 0%...

SoHo! Helt sikkert et must! Og Klaus, vær du glad for at du ikke var med dine søstre i New York! Vi kom sådan ca. 500 meter ned af gaden på 3 timer. Der er et væld af skønne butikker – og jeg tror såmænd vi kiggede i hver og en! Og shoppede på livet løs. Helt fantastisk! Dog var det regnvejr – så også noget af en kold fornøjelse. Men som I kan se stopper regnvejret ikke New Yorkerne fra at shoppe og heller ikke os!

Et besøg på ’St. Nicks’ i Harlem og en anden skøn jazzklub ’Fat Cat’ blev det også til. God underholdning i form af en off Broadway musical om en gruppe der blev rock-stjerner, hvor vi hele vejen igennem skiftede mellem at grine højt og frygte at blive hevet op på scenen som de gjorde med en. Vi havde de der udsatte pladser du ved. Lidt arbejde for mit vedkommende og afholdelse af en event i FN om afsaltning af havvand, en iskold tur i Empire State Builiding, søsterhygge en masse, god mad og et enkelt glas rødvin eller to – præcis som søster hygge skal være!

Fontænen fra Venner stødte vi også på.

Og opdagede den skønneste lille café i Brooklyn med skøn street-art uden for..

Nu nyder jeg at være mig selv med mit New York og nyde hvert enkelt minut og glæde mig til mine forældre kommer om fire dage og turist-turen fortsætter.

New York i min mave...

’New York er liiiiige noget for dig – du vil elske det!’ Den sætning hørte jeg nok 100 gange inden jeg tog af sted. Sagt af forskellige mennesker hvoraf nogle måske ikke kendte mig så godt. Af studiekammerater, en veninde jeg havde i en kort overgang da jeg var teenager, min brors kæreste. Hvordan vidste de det? De vidste det før jeg selv gjorde. Det har jeg tænkt en del over i de her dage. Og er kommet frem til det der må være det rigtige svar; New York er bare så skøn at man ikke kan andet end at elske at være her. Jeg kan endnu engang kun sige, at jeg føler mig rigtig godt tilpas her og det er helt rigtigt nede i maven. Boblende og glad og alligevel helt roligt. Og mavefølelsen skal man altså ikke ignorere! Selvom det på en eller anden måde er lidt ironisk… jeg er i verdens tredje største by med over 8,2 millioner indbyggere (efter Tokio og Mexico city for dem der tænker over hvilke der er nr. 1 og 2, Anna og the Grabberts!) og mest aktive storby og jeg er bare rolig i maven. Faktisk mere rolig i maven end da jeg boede i snottede lille Aalborg. Hvor mærkeligt. Jeg går rundt og er helt rolig og veltilpas i en by hvor der tales næsten 170 sprog i byen og hvor 36 % af befolkningen er født i udlandet. En by der er hjemsted for det største jødiske fællesskab uden for Israel og den puertoricanske befolkningsgruppe i New York er den største uden for Puerto Rico, en masse italienere der emigrerede i det tidlige 20. århundrede og ligeledes en del irere (den 6 største befolkningsgruppe) med genetisk afstamning fra en irsk storkonge og derfor et karakteristisk Y-kromosom. Sært. En by med en markant forskel i indkomst; i 2005 var den gennemsnitlige indkomst for husstande i velhavergruppen 188.697 dollars, mens det for den fattigste gruppe var 9.230 dollars! En by der er blandt de sikreste byer i USA; ud af 216 byer i USA er byen nr. 197 målt på antallet af forbrydelser (omkring det samme som Provo i Utah!) og voldskriminaliteten i New York er faldet med 75 procent i de seneste tolv år! Og så er New York miljøvenlig!! På Manhattan har 75 procent af beboerne ikke bil, men til gengæld verdens største massetransportsystem og mere end 12.000 gule taxaer (så er det sgu da no wonder, at jeg ser dem over alt!) og faktisk 120.000 daglige cyklister. Se det havde jeg ikke troet alligevel. Men skønt.

Så fik I lige en hel række NY-facts der viser det er en skøn by. Og så alle mine rosende ord – nu er der da ingen der kan være i tvivl! Og så er der nok heller ikke nogen der ikke kan forstå den lille knude der er ved at samle sig i min mave. Mit visum udløber om 24 dage. Det er 576 timer. 34.560 minutter. Det er bare lige om lidt. Alt alt alt for tæt på. Så kan jeg godt love jer det er slut med at sove længe og fede den. Jeg skal suge al saft og kraft ud af de sidste 576 timer (nok 575 timer når jeg er færdig her… ). Mit visum kan ikke forlænges, så jeg skal under alle omstændigheder hjem til DK – og som den opmærksomme læser nok har opdaget har jeg ikke viet mange ord til min praktik. Der er heller ikke så meget at sige, andet end, at det vist ikke helt kan forsvares at tage tilbage til NY for det. Selvom jeg da stærkt overvejer det. 1½ måneds hyggen-rundt er da ikke at kimse af. Det er meget længe siden jeg har haft det sådan synes jeg. Jeg var også trist over at flytte fra Aalborg, men det var fordi det var trygt og velkendt og mennesker jeg holder meget af som jeg kom til at savne og fordi en æra var slut. NY er god for mig (og jeg helt sikkert også for den!), så har da også været til en samtale om endnu en praktik-plads i dag. Men faktisk var det endnu et kælder-projekt, der dog var enormt interessant og meget hyggeligt og handlede om at undervise New Yorkerne i at være mere miljøbevidste. Lige præcis det jeg gerne vil jo. Drømmer om at få folk til at være miljøbevidste og forstå hvor vigtigt det er vi passer på vores jord – faktisk vil jeg gå så vidt at sige at jeg er blevet så frelst at jeg vil citere et gammelt native American ordsprog; ’We do not inherit the earth from our ancestors, we borrow it from our children’. Dog er der lige den finesse, at den her miljøgruppe ’Time’s up New York’ bidrager ved konkret at lære folk at reparere deres cykler selv og rydde op i ’community gardens’ og lave nogle demonstrationer og cykelløb for at gøre opmærksom på at man kan cykle i New York. Men ikke mere end det. Helt sikkert et godt projekt og et projekt hvortil jeg havde ca. 100 ideer og forslag, men som om der ikke helt er akademiske udfordringer i det. Så desværre er det vist heller ikke løsningen. Måske er der ikke nogen anden end at tage hjem og så søge jobs herovre når jeg er færdig (har allerede undersøgt hvilke muligheder der er)… og jeg vælger at tro på at det nok skal lykkes helt perfekt!

Så venner… here I come (tror jeg J)! I kender mit vægelsind, håber stadig på at finde en løsning, så jeg ikke helt behøver at tage en beslutning endnu...

Amerikansk svindel med CO2-kreditter i Bolivia ifølge Greenpeace-rapport | U-landsnyt.dk

Amerikansk svindel med CO2-kreditter i Bolivia ifølge Greenpeace-rapport | U-landsnyt.dk

Shared via AddThis

Hurray for St. Nick's Jazz Pub

Så er det sket… jeg har fundet mit totalt ynglings sted i New York... tadaaa.... St. Nick's Jazz Pub i Harlem. På en dag, hvor jeg egentlig var lidt træt efter en masse dage med en del action og godt på vej til at bakke ud og blive hjemme, men tog med alligevel med bemærkningen ’Men jeg skal altså tidligt hjem så!’ Year right - der er jo helt fantastisk skønt. Jeg var der i går for første gang. Efter at have taget metroen hundred år op nord på, gået et stykke den forkerte vej, spurgt om vej kom vi på en lille nærmest helt perfekt bar vil jeg sige. Et aflangt rum med scene og toiletter bagerst i lokalet (jep – så man kunne være så heldig nærmest at stå på scenen når man kom ud fra toilettet – sociologer, tænk lige hvor upassende det er at alle bare kan se man har været på tønden!). Hele loftet var klistret til med små lyskæder med pærer i forskellige farver og alle mulige plastik-lyskæder… Flot var det. Væggene var også plasteret til med plakater og små sedler og billeder og alt muligt skrammel. SKØNT! – ja, det kommer nok ikke som den store overraskelse at jeg allerede der var helt ør af glæde. I baren stod en skøn sort, tyk mand på 50 og grinede hele tiden og lavede jokes med os og blev faktisk vores nye aller bedste ven. I baren var der bare alle slags mennesker, der alle var kommet til samme sted af én grund; for at høre skøn jazz og have en dejlig aften. Og skøn jazz – det var der i den grad! Musikere der spillede og legede og havde det skønt med musikken. En laaang jam-session hvor folk bare sprang op og spillede med og altså altså altså – jeg glemte ALT om at jeg var træt og sad bare der og nød livet uden at tænke på så meget andet. Desværre var nogen af dem der var der ikke så vilde med billeder, så tog ikke rigtig nogen – men har stærke planer om at jeg nok skal komme igen og tage nogle fede nogle. Om ikke andet skal jeg derop igen bare fordi det er genialt og fordi jeg snakkede ned nogle folk deroppe som jeg gerne vil være venner med.. De var bare sådan nogle jeg gerne vil være venner med… og helt ærligt, hvem vil ikke gerne være ven med rare jazz-musikere fra Harlem?

Da klokken slog to og andet band var ved at være færdig var jeg klog nok til at smutte hjem – så mig ned i metroen (mor og mor-Ane; midt om natten midt i Harlem… uuuuhhh!!!) sammen med mine nye tyske venner og af sted hjem i seng – jeg skulle på FN i dag og lave adgangs pas til de nye praktikanter. At jeg glemte mit stop og det og jeg troede jeg kunne skifte til ikke rigtig kørte, så jeg først var hjemme kl. tre - kvart over tre, er en helt anden snak … tosset!

Maja på St. Nick’s.. man kan godt fonemme der er hyggeligt ikk?

I forgårs var jeg i SoHo for at høre noget folk musik jeg havde set på nettet – men da vi ankom til stedet hvor det skulle være var det et asiatisk massage-sted hvor der ikke var spor af musik. Meget underligt – der må være sket en fejl et eller andet sted i systemet – for det var helt sikkert ikke min skyld! Anyways, vi fik at vide, at der var et andet lidt alternativt sted med noget musik og der tog vi da hen.. og det var hyggeligt alternativ jazz. Spillet af en tysker på 72, nogle unge tyskere og en dansk fyr, der viste sig at være bror til en jeg har gået på efterskole med. Meget skørt. Stedet var meget underligt – og ret smadret. Det var en kombination af et Yippie-musem, (deres definition var: a yippie is a hippie that has been beaten up by the cops), spillested og café. Med et stort hash-blad malet på væggen lige ved siden af ’Do not smoke’-skiltet. Meget underligt. De solgte heller ingen alkohol, men man er åbenbart velkommen til at smutte over i kiosken og købe sine øl eller hvad man nu vil have og så tage det med tilbage til spillested-cafe-museet. Det gjorde vi så, efter lige at have været på afveje på en mexicansk cafe med fantastiske nachos. Da vi så kom tilbage en pause i musikken og halv time efter og næsten alle var gået sad vi sofaen og nød vores medbragte øl. Lidt et sjovt koncept. Jeg fik en ny ven der. Farell på nok omkring de 50. Med langt sort hår, sort tøj og et tørklæde bunder rundt om panden. En Native American fra Bear Soldiers i South Dakota. Desværre har jeg glemt hans spirituelle navn – men det var noget med den ophøjede, som han havde fået ved en sprituel ceremoni (som han desværre ikke kom nærmere ind på hvad indebar..). Anyways, snakkede jeg med ham og han var enormt interessant. Han havde været med i hippiebølgen og støttede grupper som Black Panters, White Panters og han fortsatte med at remse op og nu arbejder han for at hjælpe de unge ’Native Americans’ i det amerikanske samfund. Det mest interessante var dog, at han fortalte en hel masse om hans liv i reservatet i South Dakota og gav nogle røgelsespinde jeg kunne bruge når jeg skal finde min spirituelle identitet. Samtidig inviterede han mig til en indiansk ceremoni/dansefestival de har i næste uge – så det vil jeg glæde mig rigtig meget til at slæbe min søs med til (dog kan jeg nærmest forestille mig at hun nok skal løbe i forvejen). Ellers fortsatte vi den aften på min ynglings smadrede-øl-til-2-dollars-bar sammen med vores nye tyske venner og endte endnu en gang med at komme alt for sen hjem, men bare have en helt genial sjov aften.

Toilettet på min ynglingsbar…

Ellers har jeg siden sidst oplevet at have haft besøg af Tanja P. i en hel weekend og rigtig meget hygget mig, en rigtig skøn Tina Dico- concert. Connie Hedegaard tale på Columbia University. Blive afbrudt af klimaaktivister og selv være en af dem der sad og med skjorte på og var en af de onde.. det var lidt underligt at være på det andet hold lige pludseligt…

Ellers har jeg hørt Mohammad Yusus (ham med micro-lånene) tale, været til fed, fed, fed, feeeeed MUSE/U2 koncert på Giants Stadium. En kæmpe stor oplevelse. Må da vist hellere få skrevet lidt oftere – der er så mange ting jeg gerne vil fortælle..

Coney Island er skøn, har været til danskerfest og fået flere danske venner, har klippet min lange paryk af, har brugt en HEL dag i Chinatown på at kigge på skrammel (måske en af de bedste dage i mit liv…), set Fame i bio (lad vær med det – den er piv-dårlig!)

Tanja der ser på skrammel i China-town..