New York i min mave...

’New York er liiiiige noget for dig – du vil elske det!’ Den sætning hørte jeg nok 100 gange inden jeg tog af sted. Sagt af forskellige mennesker hvoraf nogle måske ikke kendte mig så godt. Af studiekammerater, en veninde jeg havde i en kort overgang da jeg var teenager, min brors kæreste. Hvordan vidste de det? De vidste det før jeg selv gjorde. Det har jeg tænkt en del over i de her dage. Og er kommet frem til det der må være det rigtige svar; New York er bare så skøn at man ikke kan andet end at elske at være her. Jeg kan endnu engang kun sige, at jeg føler mig rigtig godt tilpas her og det er helt rigtigt nede i maven. Boblende og glad og alligevel helt roligt. Og mavefølelsen skal man altså ikke ignorere! Selvom det på en eller anden måde er lidt ironisk… jeg er i verdens tredje største by med over 8,2 millioner indbyggere (efter Tokio og Mexico city for dem der tænker over hvilke der er nr. 1 og 2, Anna og the Grabberts!) og mest aktive storby og jeg er bare rolig i maven. Faktisk mere rolig i maven end da jeg boede i snottede lille Aalborg. Hvor mærkeligt. Jeg går rundt og er helt rolig og veltilpas i en by hvor der tales næsten 170 sprog i byen og hvor 36 % af befolkningen er født i udlandet. En by der er hjemsted for det største jødiske fællesskab uden for Israel og den puertoricanske befolkningsgruppe i New York er den største uden for Puerto Rico, en masse italienere der emigrerede i det tidlige 20. århundrede og ligeledes en del irere (den 6 største befolkningsgruppe) med genetisk afstamning fra en irsk storkonge og derfor et karakteristisk Y-kromosom. Sært. En by med en markant forskel i indkomst; i 2005 var den gennemsnitlige indkomst for husstande i velhavergruppen 188.697 dollars, mens det for den fattigste gruppe var 9.230 dollars! En by der er blandt de sikreste byer i USA; ud af 216 byer i USA er byen nr. 197 målt på antallet af forbrydelser (omkring det samme som Provo i Utah!) og voldskriminaliteten i New York er faldet med 75 procent i de seneste tolv år! Og så er New York miljøvenlig!! På Manhattan har 75 procent af beboerne ikke bil, men til gengæld verdens største massetransportsystem og mere end 12.000 gule taxaer (så er det sgu da no wonder, at jeg ser dem over alt!) og faktisk 120.000 daglige cyklister. Se det havde jeg ikke troet alligevel. Men skønt.

Så fik I lige en hel række NY-facts der viser det er en skøn by. Og så alle mine rosende ord – nu er der da ingen der kan være i tvivl! Og så er der nok heller ikke nogen der ikke kan forstå den lille knude der er ved at samle sig i min mave. Mit visum udløber om 24 dage. Det er 576 timer. 34.560 minutter. Det er bare lige om lidt. Alt alt alt for tæt på. Så kan jeg godt love jer det er slut med at sove længe og fede den. Jeg skal suge al saft og kraft ud af de sidste 576 timer (nok 575 timer når jeg er færdig her… ). Mit visum kan ikke forlænges, så jeg skal under alle omstændigheder hjem til DK – og som den opmærksomme læser nok har opdaget har jeg ikke viet mange ord til min praktik. Der er heller ikke så meget at sige, andet end, at det vist ikke helt kan forsvares at tage tilbage til NY for det. Selvom jeg da stærkt overvejer det. 1½ måneds hyggen-rundt er da ikke at kimse af. Det er meget længe siden jeg har haft det sådan synes jeg. Jeg var også trist over at flytte fra Aalborg, men det var fordi det var trygt og velkendt og mennesker jeg holder meget af som jeg kom til at savne og fordi en æra var slut. NY er god for mig (og jeg helt sikkert også for den!), så har da også været til en samtale om endnu en praktik-plads i dag. Men faktisk var det endnu et kælder-projekt, der dog var enormt interessant og meget hyggeligt og handlede om at undervise New Yorkerne i at være mere miljøbevidste. Lige præcis det jeg gerne vil jo. Drømmer om at få folk til at være miljøbevidste og forstå hvor vigtigt det er vi passer på vores jord – faktisk vil jeg gå så vidt at sige at jeg er blevet så frelst at jeg vil citere et gammelt native American ordsprog; ’We do not inherit the earth from our ancestors, we borrow it from our children’. Dog er der lige den finesse, at den her miljøgruppe ’Time’s up New York’ bidrager ved konkret at lære folk at reparere deres cykler selv og rydde op i ’community gardens’ og lave nogle demonstrationer og cykelløb for at gøre opmærksom på at man kan cykle i New York. Men ikke mere end det. Helt sikkert et godt projekt og et projekt hvortil jeg havde ca. 100 ideer og forslag, men som om der ikke helt er akademiske udfordringer i det. Så desværre er det vist heller ikke løsningen. Måske er der ikke nogen anden end at tage hjem og så søge jobs herovre når jeg er færdig (har allerede undersøgt hvilke muligheder der er)… og jeg vælger at tro på at det nok skal lykkes helt perfekt!

Så venner… here I come (tror jeg J)! I kender mit vægelsind, håber stadig på at finde en løsning, så jeg ikke helt behøver at tage en beslutning endnu...