Roma, Roma, Roma… Ja – hvad er der at sige om Roma.. Egentlig ganske flink, men det var lidt en tosset oplevelse. Jeg kom med toget til South Norwalk en by der mindede skræmmende meget om Middelfart. Grønt og en hyggelig station hvor man parkerede lige uden for og egentlig ganske idyllisk. Der kom Roma og en anden praktikant så og hentede mig. Så kørte vi til Romas hus – et farligt fint sted med stort hegn ind til området og meget amerikansk søvnigt villakvarter. Anyways vi gik ind – Roma ind af hovedindgangen og vi andre ind af havedøren! Jeg blev vist rundt og så arkiveringssystemet – en hylde med plasticlommer, så papirsposen med ’officesupplies’, så hvordan man hver gang man kommer, skal stille computer, kuglepenne og post-its klar til Roma. Så satte vi os alle ved samme bord med hver vores computer og de satte mig ind i det hele. Eller det vil sige sådan meget forvirrende og ikke spor struktureret og Roma kævlede løs hele tiden mens hun smed beskeder til mig ind over uden at jeg nærmest kunne forstå de var til mig. Så sad de to andre praktikanter (to lidt forsagte piger på max. 21 år) skiftevis og tjekkede mails og skrev mails hun dikterede dem. Meget underligt altså. Mens jeg læste om et egentlig ret interessant projekt de (vi..:-)) er ved at lave i Liberia om ’solar cooking stoves’ skrev jeg to mails som hun dikterede selvom hun sad foran en computer selv – enormt provokerende for mig!
Jeg må indrømme at mens jeg sad der fik jeg ikke det bedste indtryk af det hele, men projektet i Liberia med ’bærbare’ komfurer der udelukkende bruger solenergi kunne godt blive til noget spændende hvor jeg kommer på banen, hvis jeg tager initiativ selv. Måske komme med til Liberia og se projektet – hvis jeg altså kan finde nogen der vil betale. Organisationen har ikke en gang råd til et kontor, så der er intet at hente der. Jeg har helt glemt det vigtigste – organisationen ’hoster’ konferencer og møder i UN-Headquarters og der er et på banen allerede 12. Oktober og jeg får et UN-adgangskort der varer året ud. Ved ikke helt hvad jeg får lov til med det, men ved da at det bliver en del af min daglige udsmykning – Gertrud med UN-kort! Første skridt på vejen. Anyways vores møde varede 1½ time – da det var slut gik Roma oven på og vi ryddede op og gik igen ud af havedøren og den ene praktikant kørte mig til toget. Det er vel at mærke en togtur der tager en time hver vej for 1½ times møde. Hende Roma er sgu en underlig snegl – vi talte om jeg talte tysk, hvilket hun så også gør og vi talte sammen på tysk hvortil hun med sin forfærdelig tykke amerikaner-accent siger til mig at ’du sprechen (ja sprechEN) ja ok deutsch’. Og jeg tænkte bare ’ppff… her er da i hvert fald noget jeg er bedre til end hende!’ Jeg skal derop (til Connetticut) igen på onsdag og på søndag og i mellemtiden skal jeg lave noget research på forskellige ting hjemmefra. Så det er åbenbart meget op til mig selv at få det til at blive godt. I går aftes skrev jeg på tusind værelser og lejligheder og sad og hang med hovedet over det – men det gav faktisk det resultat at jeg skal se på tre værelser i dag. Ud til mr. Calzone (der ikke var hjemme sidst), se et bofællesskab for 5 unge der ligger super centralt med koster $150 mere end mit egentlig max og så se et tredje værelse der er fremleje for en måned. Så mon ikke noget af det kan bruges.
Jeg har virkelig meget lyst til at flytte ud at det her værelse på hostellet – der er i princippet et vindue, men 20 cm på den anden side er der en mur – så der kommer aldrig lys ind heller aldrig rigtig frisk luft – kun fra air conditionen. Det er ikke holdbart i længden. Jeg vender tilbage – forhåbentlig med den glade nyhed at jeg har fået et sted at bo…
Læg lige mærke til hvor mørkt der er uden for vinduet selvom det faktisk er halv ni om morgenen..