Lige et par billeder af en grøn campgne, Coney Island, Central Park og Brooklyn Bridge

tusindvis af forskellige ting..

Så er der sket sådan ca. 100 ting siden sidst igen...

Den uge her har mit New York virkelig været præget af diversitet – tror det er noget af det der er indbegrebet af New York for mig…
Jeg var ude og gå en tur en aften og kom ind lige midt i fejringen af New York Philharmonic’s fødselsdag på Lincoln Center Plaza. Kæmpe stor udendørs koncert med opera der var så typisk som opera nu er. En kvindelig sangerinde med en evne til at se noget så dramatisk ud (åbenbart kendt og dygtig – men jeg kender dem altså ikke… ), en meget høj og meget meget dramatisk sang om en halskæde. På italiensk – så indholdet fik jeg ikke det store ud af. Kunne ikke lade være at tænke tilbage på en gang jeg så opera i Fredericia på italiensk om noget med en båd – og da der var gået 1½ frygtelig time troede vi det var slut – men nej.. det var bare pausen. Jeg kan så røbe vi gik!). Her var der dog et kæmpemæssigt orkester – det fangede mig til gengæld – og fik mig faktisk helt til at savne at spille i et stort orkester igen... Det var så smukt og imponerende (når damen var stille) at jeg fik gåsehud over det hele.
Fredag var jeg i byen med danskerkolonien.. eller det vil sige vi var to, senere 3 J. Vi var i Brooklyn og tussede lidt rundt fra bar til bar. Hang i baren de forskellige steder og drak øl og snakkede om dybe emner… I ved på rigtig dansker maner. Vi var også på en bar hvor man fik tilbudt pizza gratis når man bestilte øl – ikke dårligt, ikke dårligt… ærlig talt en koncept man burde gøre mere i! Jeg mødte det mest forunderlige menneske jeg længe har mødt.. en ung russer på 21 der var hentet til US for at bokse. Og det var det han levede af. Og det var det eneste han kunne… som han selv sagde, det eneste han havde lært var at bokse og slås, men egentlig ville han helst være forfatter. Det var simpelthen som en figur sprunget ud af en roman hvor han i sidste ende holder op med at slås og slå på andre og finder lykken i at skrive bøger… enormt interessant. Selvfølgelig skulle jeg diskutere hvorvidt det er moralsk rigtig eller forkert at slå på andre, men han inviterede mig ind og se en kamp en da så jeg kan se det fantastiske i det… lad os nu se om det bliver til noget – det kunne være spændende.
Lørdag var jeg ved stranden uden for Brooklyn – 1½ time i metro i en tilstand af søvnunderskud og med tømmermænd for at komme ud til bølgen blå. ’Rockaway Beach’(den fra Ramones sangen). Og det var bare hele turen værd (hørte Mads og monopolet på vejen, så det var ikke så slemt J) Det var bare en super lækker strand fyldt med surfere. Jeg snakkede lidt med to der fortalte at man kan leje skabe på stranden og købe billige boards – en god memo at have til en eventuel anden gang... Jeg købte kold organisk vandmelonsaft (det smagte bare helt forfærdeligt, men lød så godt..) og satte mig i sandet i shorts og så på surfere og andet godtfolk mens jeg tænkte at bare det var mig der var ude at surfe. Jeg skal ikke lyve – det blev da også til en lur i sandet – det gjorde det da. Og da jeg vågnede igen en time (eller 2) senere var min mobil løbet tør for strøm, så kunne ikke rigtig få fat på folk jeg havde bio-aftale med om aftenen og jeg havde ingen anelse om hvor og hvornår. Lidt dumt. Men det blevet trumfet af at da jeg stod og ventede på bussen fra stranden til metroen oplevede jeg ’Pevey’. Pevey var en stor sort mand – lidt gammel – og helt sikkert gansta’. Han havde var klædt i en mørk kakhi-farve fra top til tå. Kasket, tshirt, rapper-gangsta’ jakkesæt og sko – alt i samme kakhi-farve. Og så helt fantastisk havde han guldtænder i hele munden og på de forreste 5 i overmunden stod der skrevet ’PEVEY’ med diamanter… et bogstav på hver tand. Han stod og snakkede med en dame ved stoppestedet og læspede så meget pga. det der tandsæt at man næsten ikke kunne forstå hvad han sagde. Jeg ville så gerne tage et billede af ham – men turde altså ikke… Men håber I kan forestille jer det.
Da jeg kom ind til Manhattan mødte jeg nogle reklame folk der gav gratis billetter til en dokumentar film om bio-olie og hvordan vi kan undlade at bruge benzin og forurene - og hele film holdet var der til at fortælle om filmen rigtig fedt.. Så på en dag var jeg alene på stranden og alene i bio første gang.

Og så er der også gode nyheder fra praktikken. Jeg havde en rigtig optur-oplevelse den anden dag med en af dem vi partner med da jeg viste ham vores sol-paneler og tegnede og forklarede helt ustoppelig. Han roste mig bare til skyerne og syntes da helt sikkert jeg skal med til Liberia og sætte projektet i gang og mener at jeg skal være hans kontaktperson på projektet (og ikke Roma..) Han er penge-manden der skal betale projektet. Så det var bare rigtig rart at få lidt ros for en gangs skyld og ham må jeg hellere holde mig gode venner med.
Der er General Assembly ved FN i de her dage.. så der er bare politi over alt! Og bodygards. Og hvinende politieskorter og stooooore biler med statsoverhoveder i og bodygards der hænger ud af vinduerne. Men jeg har set Obama nede ved UN Headquarter i dag – kun 10 m. fra mig. Crazy – og oven i hatten så jeg Lars Løkke og Connie Hedegaard – jow jow der sker skam noget

Jeg har også opdaget noget ved NY der ikke er så fedt... Det er newyorkerne – de er altså svære at blive venner med. Jeg tror byen og folk her er så vant til at der kommer nye mennesker og udlændinge at man ikke er interesserede i det. De er nok mætte. De fleste jeg har snakket med er så overfladiske eller lige glade – det er svært at arbejde med. Har flere gange oplevet newyorkere der siger ’I skal gøre det og det og det og ringe til mig hvis I vil vide hvad der er fedt… ja, altså jeg tager ikke med, men kan godt fortælle jer hvad I skal’. Underligt altså. Folk er ikke uvenlige som sådan og de hjælper da også gerne hvis man spørger om vej eller noget, men ellers ikke. Jeg har heldigvis mine dansker-venner der bare er rigtig søde. Det er bare lidt skørt nogle gange at være her i NY og være sammen med danskere hele tiden.
Jeg møder heller ikke så mange mennesker jeg kunne blive venner med… Roma er ikke lige venne-potentiale og russeren jeg bor sammen med er rigtig flink men en underlig snegl der ikke siger så meget meget og snakker man med ham hører han ikke han ikke hvad man siger, men fortsætter bare selvom man svarer på et spørgsmål… meget skørt.

har faktisk søgt om endnu en praktikplads jeg kan havesamtidig ved Greenpeace, som jeg håber meget på at få..

Den her uge byder også på spændende ting – i morgen er jeg blevet inviteret til at høre Connie Hedegaard tale om Klimatopmødet og USA's deltagelse på Columbia Univeristy og torsdag står den på U2-koncert på Giants Stadium. Også ret stort.
Ville gerne tilføje nogle billeder, men kan ikke finde ud af endnu at få dem fra iphone til computer uden fil-formaten er helt skør… anyone?

på Brooklyns tage...

Så er det onsdag den 16. september og jeg ha været her i en måned og to dage. Det kan jeg ikke helt forstå. En hel måned alligevel.. Det er jo lang tid. Det føles slet ikke sådan, men det må være fordi jeg har det godt her. Kan ikke rigtig forestille mig kun at være her i 3 måneder. Jeg synes dog godt det kan gå lidt for sløvt for sig - jeg bliver præget af at der ikke er så meget at lave i praktikken. Næsten som om jeg bliver doven af at lave ingen ting... Det må jeg hellere lave om på - man kan jo ikke være i NYC og være doven..

Festen i Bronx med Yankees spillere blev sat til side for film på toppen af Brooklyns tage.. Rooftop film. Et projekt der løber hele sommeren som jeg hørte om da jeg kom herover og bestemte mig for at jeg ville med til. Det her var sidste gang. Så Mia og jeg trodsede regnvejret og drog afsted mod Brooklyn for at se en række kortfilm om Brooklyn lavet i Brooklyn... Det er bare et rigtig fedt område - der vil jeg gerne bo en gang. Vi kom ind af den her store tunge mørke dør i en gammel Can Factory og efter at have forceret lange gange og lange trapper kom vi op op taget til en masse folk der sad under paraplyer og lyttede til et ungt rockband mens de ventede på filmen skulle i gang. Det var så genialt deroppe altså.. Man kunne se ud over Brooklyn og den dag synes jeg himlen havde et ganske særligt blødt lys. Man kunne gå hen til kanten og se ned og få et lille sus i maven af at tænke på hvordan det må være at falde ned... Filmene var underholdende - især en der viste hvordan mænd af alle oprindelser i Brooklyn holder duer på tagene og kæmper om at fange hinandens og kan kende en due fra de andre 100 der går rundt på taget... Og deres argument for at vie al tid til duerne var, at 'Så holder vi os da i det mindste fra alkohol, stoffer og andre kvinder'... efter en del klapren tænder og 'skal vi gå hjem nu?' endte vi med at holde hele arrangementet ud og så til sidst en helt fantastisk dokumentar om en arabisk skole i New York der bare blev smadret helt på grund af amerikanerenes frygt for terror... Byen hvor der er offentlige skoler hvor man man har undervisning på spansk og kinesisk - men uden plads til arabisk sprog fordi de mente det ledte direkte til Intifada..

Der er noget der er specielt fedt ved New York der visesså mange dokumentarer. I søndags var jeg i bio og se 'Crude' og instruktøren var der til at præsentere filmen og svare på sprøgsmål.. det var en film og det gamle Texaco og deres olieudvinding i Ecuador der har skadet tusindvis af mennesker og øget antallet af kræfttilfælde og børn født med deformiteter. Det var helt trist altså... Nu prøver de folk der er ramt af det at lægge sag an mod Texaco og få dem til at rydde op - en sag der har stået på i 15-20 år mens Texaco nægter al ansvar for det. Alt for trist synes jeg..

Jeg har opdaget at der sker en masse på Brooklyns tage.. Der er det fedeste (tror jeg,.. har ikke set det endnu..) projekt på tage i Brooklyn der hedder Rooftop Farms. Og de har anlagt haver hvor de dyrker grøntsager og giver dem til hjemløse.. Det er sgu da smart hva... og god ide at bruge pladsen på taget. Jeg har mailet til dem om at jeg gerne vil komme og se det snart og at jeg nok gerne vil være frivillig der.. det kunne være sjovt :-)

Har faktisk i dag min første dag i NYC hvor jeg ikke har brugt penge.. Det er sgu vildt. Man købe og køber og køber altid alting. Jeg må hellere ud en tur i aften uden at bruge penge men få luft alligevel.. det burde kunne lade sig gøre.

btw. har jeg været i IKEA med en del af dansker-klubben og købt en dyne.. man sover bare bedre med dyne :-). Jeg fik også købt nogle planter og stearin-lys, så hyggen er også på plads. Ville have lagt nogle billeder med, men kan ikke helt finde ud af lægge dem fra Iphonen herover :-S.. det kommer..

Update for laaaang tid :-)

NU er det tid til opdatering herfra… Det er som om at jo længere der går mellem at jeg får skrevet desto sværere er det at få sat mig ned og skrevet. Der er sket så meget siden sidst at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal begynde..
Jeg har været her snart en måned – men det føles som meget længere. Måske fordi jeg har oplevet så meget eller måske fordi jeg virkelig godt kan lide at være her… Det føles rigtigt. Byen er jo skøn - der er bare liv og leben uden lige. Det kan også godt liiige være lidt trættende med konstant larm altså.
Jeg nåede at bo en uge hos mr. Calzone i Central Harlem. Og det er altså et fint sted... Jeg kan sgu godt lide Harlem. Jeg har oplevet sjove race-klicheer som et sort par jeg gik forbi i Central Park (hør lige mig... da jeg gik i Central Park) hvor kvinden var pænt stor. Da jeg gik forbi dem sagde kvinden 'don't check out skinny white chicks' på sådan rigtig amerikansk. Ret sjovt. Hørte også en anden mand sige, da jeg og en anden hvid pige gik forbi ham, 'i ain't gonna fuck white girls - they don't even got an ass'... Det har jeg sgu aldrig oplevet før. Jeg har flere gange hørt sorte beskylde hvide for at være racister, ved at sige, at de tager hvide først i en kø, bare fordi de er hvide! Det er simpelthen noget der kan sætte mit pis i kog, men man kan ikke gøre andet end at ryste på hovedet af det.
Jeg har været med til et seminar på Staten Island der forsøgte at hjælpe flygtninge fra Liberia hovedsaligt. I 80erne og 90erne deporterede den amerikanske regering åbenbart en masse flygtninge fra vest Afrika til Saten Island - og de lever bare i slum i dag. Mange af de unge der er født her i USA har aldrig oplevet Afrika, skolerne er dårlige, mange er afhængige af stoffer og voldsraten i det område stiger og stiger. Deres forældre tror alt er farligt fordi de bor i det område, så prøver endda at få deres børn til at blive hjemme fra skole.. Helt skørt altså.
Jeg kom derud med Mr. Calzone og gik så hvordan ildsjæle prøvede at hjælpe de unge videre. Det var bare rigtig fedt at se hvordan det fungerer i US. Det var lidt som de der ildsjæle man ser i Oprah eller Dr. Phil. 'Guys - your parents have written their book, now it is up to you to write your own book. And it can be different!' og 'I grow up here, man - amongst violence and drugs - and look at me today. I'm a succesful laywer. If I could - then you can!'. Ret fedt at opleve altså. Til det der seminar var der en masse fra alle mulige organisationer og jeg oplevede også lige hvor effektive amerikanerne er til at networke i frokostpausen. Alle gik rundt og gav hånd og snakkede i fem min og gav businesskort og så videre... Jeg nåede slet ikke at få noget at spise fordi der hele tiden var folk der liiige havde hørt hvad jeg fortalte til en anden og da liiiiige kendte en i Liberia jeg liiige skal prøve at kontakte og stak et kort i hånden på mig og forventede lidt at få et igen... Tror jeg laver nogle små pap-stykker hvor der står mit navn og nummer og email på og en eller anden opfindsom fin lang titel på den ene side og en smiley på den anden - bare for at have nogle at give igen når de står der foeventende og flagrer med en fremstrakt hånd. Men da alt kom til stykket, stod jeg med 10 business-kort i hånden, en meget overvældet hjerne, ude af stand til at skelne den ene fra den anden og med rumlende mave da frokostpausen var slut og vi hastede ud af døren fordi Calzonetti skulle til et andet møde og insisterede på i det mindste at følge mig tilbage til Manhattan.

Ud over det er jeg blevet en flittig FN-ganger og lader som om jeg har vigtige ting at tage mig til dernede – det har jeg ikke ud over at se på det konferencerum vi skal bruge til et program om en måned. Men jeg er der bare. Jeg har adgang til en masse forelæsninger og møder med mit FN-kort, så holder godt øje med hvad der sker J.
Jeg er så småt begyndt at tænke på min praktik-rapport og hvad dælen jeg dog skal gøre med den, så i dag undersøgte jeg da lige mine muligheder for at komme på biblioteket… der er 86 afdelinger af New York Public Liberary i NYC! 86 alligevel venner. Så har da også fundet de første 4 der ligger rimelig tæt på hvor jeg bor. Selvom jeg jo på en måde har masser af tid når ikke jeg arbejder fast fra 9 til 5 hver dag synes tiden alligevel at forsvinde for mig.. der er så mange ting jeg gerne vil nå, men som om jeg ikke helt har tid til at nå dem alle. Er lidt bange for, at der går uni-mode i den hvor jeg bruger en hel dag på ting der kunne have gjort hurtigere og langt mere effektivt. Det må jeg se om jeg kan slippe ud af.
Her til aften har jeg været til fernisering på et galleri der udstiller Johnny Madsens billeder… Skørt at tage til Ny Jårk og så udstiller Johnny Madsen og spiller et par sange. Selvsagt var der fyldt med danskere til den reception, men det mest spektakulære var dog Johnny Madsen og Rene Friis stå og snik-snakke sammen som nogle der kender hinanden rigtig godt – forestiller mig at de i virkeligheden er far og søn. Kan simpelthen ikke gennemskue deres forbindelse.
Ellers har jeg fundet et supermarked der importerer tyske og skandinaviske ting så købte nærmest alle de poser Katjes poter og killinger (min ynglings lakrids) de havde. Det kan altså redde alt.
Hvis nogen er kommet helt herned er det imponerende – det var en lang tankerække den her gang J. På mandag har jeg været her i en måned – det skal nok udløse lidt tanker og om ikke andet skal jeg fortælle om min weekend der so far inkluderer fest i Bronx, en tur i svømmehallen, en tur med IKEA-færgen til IKEA i Brooklyn efter rugbrøds-blanding, og en tur i bio og se Crude.

In a New York state of mind...

Hej Venner... Så sidder jeg og har afsluttet endnu en arbejdsdag hjemmefra der endnu en gang kom lige lidt for sent i gang. Startede først kl. 12 med varm kaffe, air condition tændt, tilbagelænet med benene oppe og computeren på skødet og kan egentlig styre slagets gang selv - det er på en måde ret rart. Selvom det da nogle gange kunne gavne at have en 9-17 arbejdsdag... Det her får nemt lidt karakter af projekt-arbejde eller eksamens-læsning. Det varer hele dagen men er ikke altid lige så effektivt som man kunne ønske sig.

Jeg har haft svært ved at se om jeg egentlig lærte noget i den her praktik og haft lidt svært ved at sige hvad jeg egentlig laver - men på en måde hvis jeg sætter mig ned og tænker over hvordan jeg ville beskrive det i et CV ville det nok være noget med at stå for den daglige drift af en mindre NGO, arrangere møder ved FN, behandle praktik-ansøgninger, stå for kontakten til de øvrige praktikanter og følge op på de opgaver de bliver sat i gang med. Så ser man sådan på arbejdet er det egentlig OK jo.

Min praktik kan også i høj grad siges at være meget selvstændig; vi mødes et par gange om ugen, og fra gang til gang er der forskellige opgaver der skal løses og dem kan jeg i og for sig løse hvor og når jeg vil. Det lyder jo egentlig ikk helt skidt, vel...

I går da jeg vågnede var mit humør ikke det aller bedste vist på grund af flere

ting, så valgte at bruge 4 timer på MoMa med mig selv og mit eget selskab... det var en rigtig god beslutning. Det er jo et fantastisk sted. Med alt man kunne ønske sig at se på. Især bygningen i sig selv fascinerede mig - så smuk og så perfekt til at udstille kunst. Egentlig er det kunst i sig selv.

Der var sådan en ret interessant udstilling af hvordan kinesere ikke smider ting ud, men gemmer og gemmer og genbruger - så der var udstillet sko, plasticfade, tandpastatuber, plasticplasket, gaveposer og ALT andet i lange baner en fin måde at vise hvordan de ikke er så stor en del af smid-væk-kulturen..

Også ret interessant var et rum med levende kunst, hvor besøgende kan markere deres højde på væggen og skrive navn og dato for besøg - det udvikler sig jo hele tiden. Jeg skrev også på væggen, men på grund af min så skønne middelhøjde kan det slet ikke ses - men det ER der!

Jeg synes det er rart at være sådan nogle steder alene - så kan man dvæle lige så længe man vil ved ting. I går brugte jeg rigtig lang tid på at se på de møbler de har udstillet - og har fået et væld af ideer til ting jeg skal bygge (eller få nogen til at bygge) en gang.. Da jeg havde set alt (tror jeg da) og havde to trøjer på og alligevel en iskold næse gik jeg ud i solen deres gård have og sad og fik varmen og så mennesker og satte lidt pris på livet i sig selv.

I går aftes stod den på fyraftens-cocktails på en fin glas-neon-lys-cocktail-lounge-bar arrangeret af noget dansk industri og handel - så der var et væld af slipse og spadseredragt klædte folk der networkede på en lidt mere tilbageholdende dansker-maner og drak kolde Carlsberg og en kaldte mig forræder fordi jeg drak en Heinicken - et ret underligt syn egentlig... jeg fik igen stukket visitkort i hånden (og iiihh hvor skal jeg altså også have nogle at give tilbage!) og vi følte os lidt malplacerede. Inden vi stødte på nogle andre unge der var lidt som os - ude med håb om at finde nogle venner og bare se hvad det var for noget det her. Det var faktisk ganske hyggeligt og jeg endte på en bar i SoHo med to danskere - en studrende på Columbia og en arkitektstuderende i praktik. Ganske hyggeligt faktisk. Vi har aftalt snart at drikke nogle øl igen, så det er meget rart at have nogle at være sammen med.

Der er sket så meget her i starten, at jeg helt havde glemt at det faktisk godt kan være lidt svært at lave ting alene og at man godt kan mangle nogle at være sammen med - men jeg har et par stykker der godt kunne blive til venskaber, så må hellere sørge for at holde gang i det.

I aften er der open air film i Brooklyn, og overvejer stadig om jeg invitere nogle med derned eller bare tage af sted alene... de viser vist Butch Cassidy and the Sundance Kid under Brooklyn Bridge.. det kan man næsten ikke gå glip af...