Wow! Gertrud har en blog...

Så er det simplethen sket... jeg har en blog. Med et fancy navn. 'Gertruds New York blog'. Hverken mere eller mindre. Jeg har altid haft et lidt underligt forhold til blogs. En side hvor folk kan skrive spalte op og ned. Jeg har faktisk altid tænkt på hvad pokker folk dog skriver i de laaaange blogs. Men måske forstår jeg det nu. Måske kan jeg se det smarte i det nu efter at have overvejet det en del. Det er jo smart fordi jeg er her og I er der. Smart fordi jeg selv ikke er specielt begejstret for 'fælles-rejse-mails' fra folk der er ude at rejse om at nu har de oplevet det og det og det. Dem har jeg ikke lyst til at skrive (specielt fordi hvis I er som mig, så er det kun min moar og faar der troskyldigt læser dem fra ende til anden), men vil jo alligevel gerne fortælle om mine spændende oplevelser her i New York. Ergo må den smarte løsning være en blog - så kan I selv gp ind og se hvad der sker, når I har brug for tidsfordriv eller kommer til at tænke på hvordan det mon går mig og hvad jeg laver i New York og

tadaaaaaa... her kommer den så :-)

Først må jeg hellere lige skrive at jeg nu forstår hvad folk skriver i blogs - jeg har jo lige brugt 11 linier på at forklare hvorfor jeg skriver det her.

I dag er det min første hele dag i New York - og venner det er settled; jeg kommer ikke hjem igen! Her er jo skønt! Her er stort og flot og facinerende for en lille dansker lige taget afsted fra Aalborg. Jeg har taget mig selv flere gange i dag i at se op mod himlen og prøve at gætte hvor mange etager der er i de kæææmpe skyskrabere. Og det er mange kan jeg godt sige jer venner!

Det var den længste rejse herover uden nærmest at tale med andre end dem i tolden (de var til gengæld også rigtig flinke!). Turen fra lufthavnen og indtil byen i en shuttlebus var dog facinerende. For det første var der nok 8 nationaliteter i den lille bus der alle sammen var på vej til at opleve NY. Jeg sad bare for mig selv og gloede ud af vinduet og suede intryk til mig. Mest af alt lagde jeg mærke til at vi styrede direkte mod Empire State Building - der gik det op for mig. 'Gertrud - du er i New York'. Og det var en rar og spænt følelse. Tror alle mine bekymringer og al min skræk hjemme har været godt givet ud - kvoten er opbrugt, så nu er det bae spændende!

I går var jeg ude for at se på et værelse i det sydlige Harlem (hos mr. Calzone hæ hæ). Eller det vil sige det var jeg ikke - jeg sad på trappen uden for og ventede... og ventede.. og ventede. Men de åbnede ikke og det telefonnummer jeg havde fået virkede ikke. Så jeg sad bare der på trappen blandt en masse store negere i wife-beaters med cappen lidt på skrå der hørte høj musik og opfattede lige pludselig at jeg var den eneste hvide. En ret underlig følelse. Først blev jeg nok lidt betænkelig indtil jeg dunkede mig selv i hovedet med at det var lyst, kl 7 om aftenen, og ingen havde jo gjort mig noget på vej derhen, og så var det egentlig OK. Oven i det var jg så træt efter rejsen at enhver der havde kommet hen til mig og villet noget bare havde fået et 'pil af - jeg er træt', så jeg var sikker :-).
Der oppe fra gik hjemad - et smut gennem Central Park (hør lige mig være New Yorker agtig!). Stor var den da og fyldt med mennesker. Men med en kæmpe møg-beskidt sø fyldt med alger og andemad... ikk noget yderligere kønt syn altså. Derfra traskede jeg (nok 70 gader!) mod mit hostel (som i øvrigt er gode til at manipulere med billederne på deres hjemmeside - for det er da ikk heeelt den standard jeg så på nettet, men godt nok), købte et pizza-slice og hoppede ind i en taxa og så hjem på hovedet i seng efter jeg havde stået og kølet ned foran air-conditionen!

I dag har jeg set på et værelse også. Efter at have spist morgenmad med to piger fra Århus (!) gik jeg op til der hvor værelset lå. Fed beliggenhed, meeeen værelset var ikke helt som håbet, så det er nok nejtak. Desværre. Vil ellers gerne have det på plads. Og bagefter var det på tur i byen on my own.
Og nu kommer jeg så til det jeg egentlig gerne ville fortælle. Jeg har fået min første NY-ven i dag! Andrew Baker - en neger med kæmpe micofon-hår! Han spurgte mig på gaden 'hvorfor kun europæere farvede deres hår som mit' og så fulgtes vi lidt hen ad gaden og snakkede om det og han gav mig email, webpage og telefonnummer og sagde jeg bare kunne give lyd fra mig hvis jeg ville (er ikke sikker på jeg gør det, men sejt at have muligheden :-).)
Derefter købte jeg en iskaffe og gik ind i Madison Sq. Park (fyldt med egern over alt) og på Grand Central Terminal (Nok den største station jeg nogen sinde har set) og satte kursen mod UN! Og hold nu kæft! Wow. Jeg så det og tænkte 'Der skal jeg ¨helt sikkert arbejde engang'. Det ville være det ultimative. Og mens jeg sad der i solen med åben mund og polypper (ja - blev lidt tør i munden) kunne jeg kun se linien fra Romas (min chef) mail 'Attending Relevant UNmeetings' som en af mine arbejdsopgaver. Man har vel lov at håbe på, at jeg kommer derind engang uden at skulle bruge 'visitors-entrance'. Jeg var inde i dag og ville have en rundtur og ser et skilt 'Please leave big bags here - take out all valuables og spørger så vagten om det er sikkert nok at lade min bærbare blive i tasken på deres hylder, hvortil han svarer 'This is the UN. It might be the safest place in the world!'. Nååårh jo.. okay så :-) - lidt dumt spørgsmål!

Ikke mere plidder pladder herfra - jeg skal ringe til min moar og faar og fortælle jeg har det godt. Men bare rolig - jeg er da vist blevet fortaler for blogs, så skal nok vende tilbage :-). ¨